Billede beskrivelse

MyDefence har fået stor bevågenhed: - Det var en god mulighed for at give et indblik i vores arbejde

16. november 2025 kl. 06.02

NØRRESUNDBY: I DR-serien Topdirektørerne kan man i øjeblikket følge Dan Hermansen, der er direktør hos MyDefence. 

MyDefence er en forsvarsvirksomhed, der producerer antidrone-teknologi. Virksomheden har hovedsæde i Nørresundby.

- Jeg synes, det var en god mulighed for at give et indblik i vores arbejde, som der er mange, der er interesserede i, fortæller Dan Hermansen.

Optog før der var droner over Danmark

Efter krigens start i Ukraine er der kommet særligt fokus på droner som militærudstyr. 

For nylig har der i Danmark også været stor opmærksomhed på droner, da droneobservationer har medført lukkede luftrum over flere danske lufthavne.

Serien Topdirektørerne er optaget før droneobservationerne i Danmark, men allerede på det tidspunkt var der stor fokus på antidrone-teknologi og MyDefence.

MyDefence blev grundlagt i 2013, men de seneste år har der været fart på virksomheden.

- De sidste 3-4 år er der sket rigtig meget, og vi har også kunnet mærke en stigende interesse for, hvad vi laver, fortæller Dan Hermansen.

MyDefence og Dan Hermansen var betænkelige ved at sige ja til at medvirke i programmet, men de endte med at sige ja, da de gerne ville give et indblik i virksomhedens aktiviteter.

- Der er mange, der er nysgerrige på, hvad vi laver, og der er også mange, der stiller sig kritiske overfor det. Jeg synes, programmet er en god mulighed for at give svar på tiltale, fortæller Dan Hermansen.

Krævede ekstra planlægning

I serien er man blandt andet med Dan Hermansen i Ukraine, hvor han forsøger at lave endnu en aftale med den ukrainske hær. 

Det var noget, der var meget specielt, fortæller Dan Hermansen.

- Vi aftalte mødet nogle uger før, og det krævede noget ekstra planlægning, så de på forhånd var klar over, at vi havde et kamerahold med.

Dan Hermansen understreger, at der er mange komplicerede ting og overvejelser, når man arbejder i forsvarsindustrien, men han håber, at man som seer synes, det er spændende at få et indblik i.

I serien er det DR’s journalist Casper Schrøder, der følger topdirektørerne.

 Dan Hermansen synes, at Casper Schrøder gik tæt på og fik stillet nogle gode spørgsmål.

- Til tider syntes jeg nok, at spørgsmålene var lidt poppede, men Casper Schrøder lægger ikke fingre imellem, når han stiller spørgsmål. Jeg synes, resultatet er blevet rigtig fint.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste