Billede beskrivelse

Mød Otto – Byens nyeste og mindste betjent

05. oktober 2025 kl. 06.03
Opdateret 06. oktober 2025 kl. 09.14

AALBORG: Hvordan bliver en lille, kluntet uldtot til en knivskarp patruljehund?

Det skal 10 uger gamle Otto finde ud af.

Han er Nordjyllands Politis nyeste politihundehvalp og er netop begyndt sin lange uddannelsesrejse mod at blive Nordjyllands næste firbenede politihelt.

Foran ham venter år med træning, prøver og store eventyr, der en dag skal gøre ham klar til livet som patruljehund.

Billede beskrivelse

Selvtillid og oplevelser

For to uger siden flyttede Otto hjem til politimand Jesper, der har 16 års erfaring som hundefører.

Jesper kender om nogen vejen fra hvalp til fuldtrænet patruljehund og ved præcis, hvilke træningsprogrammer, prøver og udfordringer der venter.

Og træningen er allerede begyndt.

– I starten skal Otto "bare" lære at være familiehund. Han skal blive renlig, lære husets regler og få masser af oplevelser, så han bygger selvtillid op, fortæller Jesper.

Det sker gennem små eventyr, hvor Otto får lov at snuse til verden, møde en masse mennesker, andre dyr, høje lyde, forskellige miljøer og meget mere.

Billede beskrivelse

Otto på prøve

Når Otto fylder et halvt år, venter hans første store prøve – mentaltesten. Her skal han vise ro, robusthed og gode sociale evner.

– En patruljehund er jo et arbejdsredskab, og derfor er der krav til, hvad den skal kunne. Det dur jo ikke, hvis hunden stikker af, bare fordi der f.eks. er larm. Vi skal kunne stole på ham ude på gaden, fortæller Jesper.

Derefter begynder den egentlige træning for enten at blive gruppe 1-, 2- eller 3-hund.

Hvad betyder grupperne?

Patruljehundene er inddelt i grupper efter uddannelsesniveau 1-3, hvor 3 er det laveste og 1 er det højeste niveau. 

Gruppe 3-hunde er godkendt til at søge efter personer, der er mistænkt for en lovovertrædelse, fx en formodet indbrudstyv. 

Gruppe 2-hunde kan i tillæg anvendes ved humanitære eftersøgninger og opgaver af efterforskningsmæssig karakter, som fx søg på gerningssted m.m. Gruppe 2-hunde er dem, som politiet har flest af, og de kan videreuddannes til at blive nedgravningshunde eller vandsøgshunde. 

Gruppe 1-hunde kan løse de samme opgaver som gruppe 3- og 2-hundene, men anvendes også i forbindelse med efterforskning i drabssager, sædelighedssager, voldtægtssager og andre alvorlige sager.

Kilde: Politi.dk

Fra elev til betjent

Som 1,5-årig skal Otto gennem en godkendelsesprøve, og derefter må han begynde at deltage i det rigtige politiarbejde som gruppe 3-hund.

Gruppe 3-hunde anvendes udelukkende i indsatser mod gerningsmænd, hvor de eksempelvis kan følge spor, foretage rundering og markere ved at sætte sig og gø, når gerningsmanden er lokaliseret.

Derefter venter mønstringsprøven, når Otto er 2,5 år, og består han den, er han godkendt som gruppe 2-hund.

Billede beskrivelse

Det betyder, at han nu også må deltage i humanitære eftersøgninger. Og det er her, at politihundene virkelig gør en forskel med deres ekstremt gode lugtesans.

– Humanitære eftersøgninger er vores kongedisciplin. Det er her, hundene virkelig redder liv, fordi de er så hurtige til at finde mennesker, forklarer Jesper.

Enkelte hunde videreuddannes til gruppe 1-hunde, som anvendes i de mest alvorlige sager, herunder voldtægt, grov vold og drab.

Otto skal kun op til prøven i gruppe 1-hund, hvis han har roen i sig til at søge koncentreret i længere tid.

Det vigtigste er dog, at han bliver en dygtig gruppe 2-hund, da det er inden for denne gruppe, de fleste af de daglige opgaver løses.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste