Mød byens nye garnchef, Cecilie
Kilometervis af garn, knitrende strikkepinde og alt, hvad et kreativt hjerte drømmer om – det finder du hos Hobbii i Skalborg.
Og nu har garnmekkaet fået ny butikschef. Hun hedder Cecilie Fisker, og det er ikke små ambitioner, hun bringer med sig:
– Jeg glæder mig til, sammen med mit team, at udfolde det store potentiale, der er her. Jeg ser frem til at skabe rammerne om nogle fællesskaber. Vi kan ikke fortælle så meget endnu, men vi vil i hvert fald gerne komme hinanden mere ved, fortæller hun med et smil.
Fra pædagog til garnchef
At Cecilie skulle blive butikschef i en garnforretning, har ikke altid stået i maskerne – for hun er faktisk uddannet pædagog. Men med sig bringer hun flere års erfaring med marketing – og måske vigtigst af alt – en stor passion for garn. Hun strikker og hækler nemlig selv.
– Det giver mig et frirum – plads til bare at være mig, men også til at udfolde mig kreativt. Hvis det er et nemt projekt, kan jeg sidde og slappe af med det, måske se en serie imens. Hvis det er et sværere projekt, kan jeg fordybe mig og komme i flow. Bare miste fornemmelsen af tid og sted og få lov til bare at sidde og være.
Og for Cecilie, som selv har været kunde i butikken gennem flere år, handler Hobbii Aalborg om meget mere end blot garnnøgler på rad og række.
– Her i butikken vil vi gerne skabe et sted, hvor man kan udfolde sig kreativt. Men også et sted, man kan komme for at få råd og vejledning, købe godt garn og tilbehør til gode priser – og møde mennesker, man kender og har sagt hej til før.
Planer i støbeskeen
Med sin nye stilling har Cecilie spændende planer for butikken. Hun kan ikke afsløre alt endnu, men lidt kan hun dog løfte sløret for:
– Vi vil rigtig gerne gøre den her hobby mere tilgængeligt – både for dem, der er nye i verdenen, så de kan komme ud og få hjælp, og for dem, der er hardcore og har masser af erfaring, så de kan finde nogen at sparre med, fortæller hun og fortsætter:
– Min erfaring er, at alle kan lære noget af hinanden. Alle har små tips og tricks, og det kunne jeg rigtig godt tænke mig, at vi havde mere udveksling af.
Er du nysgerrig på, hvad Cecilie finder på for fremtiden, så finder du Hobbii på adressen Løven 19, 9200 Aalborg.