Billede beskrivelse

Millioner fra kulturpas-initiativ lander i Aalborg

13. april 2025 kl. 06.00

AALBORG: Et nyt kulturpasprojekt er på vej til Aalborg som del af en national indsats.

Her skal 40 millioner kroner fra finansloven bringe unge uden job eller uddannelse tættere på fællesskabet. 

Slots- og Kulturstyrelsen har bevilget 1,5 millioner kroner til et projekt udviklet af Himmerland Boligforening, SIFA og FOKUS Folkeoplysning.

De tre organisationer - henholdsvis Nordjyllands største boligforening, Aalborgs idrætsparaply og en folkeoplysende forening med fokus på meningsfulde fællesskaber - har i fællesskab skabt initiativet "Der er også plads til dig". 

Projektet skal give unge, der mistrives eller står socialt udfordret, mulighed for at afprøve foreningslivets fællesskaber i trygge rammer.

Direktør Ole Nielsen fra Himmerland Boligforening ser bevillingen som en anerkendelse af samarbejdspartnernes tidligere indsats og potentialet i det nye projekt.

- Næsten 30 procent af unge mellem 15 og 24 år uden job eller uddannelse bor i almene boliger, og mange af dem har komplekse udfordringer. Det giver boligorganisationerne i Aalborg et unikt udgangspunkt for at hjælpe dem ind i foreningslivet – og det er netop dét, vi vil med dette projekt, udtaler han.

Længerevarende forløb

Projektet sigter mod at etablere længerevarende forløb, hvor unge får mulighed for at prøve forskellige idrætsgrene eller frivilligt arbejde. 

Målet er både at gøre de unge trygge i foreningsverdenen og at give foreningerne de rette værktøjer til at tage godt imod dem.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt fremhæver kulturpasordningen som et vigtigt redskab til at inkludere unge i fællesskaber, de ellers står udenfor:

- Vi skal turde prøve noget nyt. For nogle unge kan et kulturpasforløb være dét, der tænder gnisten – måske endda føre til, at de tør tage skridtet mod en uddannelse, de ellers ikke havde mod på.

En vigtig del af projektet bliver at udvikle nye aktiviteter i samarbejde med de unge selv. 

Det handler ikke kun om traditionelle idrætsgrene som fodbold og svømning – men også om at finde og forme helt nye tilbud, der matcher de unges interesser.

I projektets sidste fase bliver de unge tilbudt et klippekort, som giver adgang til netop det foreningstilbud, der passer til deres behov.

Finansieringen suppleres af et kontant bidrag fra SIFA og arbejdstimer fra både Himmerland Boligforening og SIFA. 

Midlerne bruges til at ansætte playmakere, som skal stå for kontakt til de unge, udvikling af skræddersyede forløb og støtte til foreninger i deres møde med målgruppen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste