Billede beskrivelse

Mike sælger ikonisk vogn fra Karolinelund

24. oktober 2025 kl. 10.59
Opdateret kl. 13.45

Den er helt unik. Der findes sandsynligvis kun den ene tilbage i landet.

Resten kører rundt et sted i Holland, Belgien - eller måske endda Iran, som nogen påstår.

Tilbage i foråret fik Mike Erik Exner fra Aalborg ved et tilfælde fat i en af de ikonisk vogne fra Spøgelseshuset i Tivoli Karolinelund.

- Jeg fandt den på Den blå Avis ved et tilfælde. Jeg ville egentlig gerne have en af hestene fra indgangspartiet, men så fandt jeg den her i stedet, siger Mike Erik Exner.

Da tivoliet lukkede i 2010, blev spøgelseshuset og alle vognene solgt til udlandet. Men senere fandt man denne ene vogn et andet sted. De sidste 15 år har auktionarius, der solgte spøgelseshuset, haft den stående - altså indtil Mike Erik Exner slog til tilbage i foråret.

- Jeg har haft den stående i min garagen og ude i haven. Jeg overvejede at sætte et stel på den, så den kunne trækkes efter en havetraktor, men jeg syntes, det ville være synd at skille den ad. Den er i rigtig pæn stand og har altid stået indenfor, siger han.

Billede beskrivelse

Han håber, at nogen vil være interesseret i at købe den. Og det må gerne være nogen, der vil bruge den til noget.

- Det fedeste vil klart være, at den havnede et offentligt sted. Spøgelseshuset var ikonisk, og alle har en erindring derfra. Det er synd, at den bare skal være gemt væk hos mig. Den skal ud og leve. Og så fylder den ad pommern til, siger Mike Erik Exner.

Men hvordan får man egentlig lige lyst til at anskaffe sig en spøgelsesvogn eller en hest fra indgangspartiet?

- Jeg har alt muligt mærkeligt. Jeg har også en træmaske, der sad over hestekarrusellen, en højdemåler, lampeskærme fra Kålormen og kasser med arbejdstøj. Jeg synes ikke, sådan nogle ting bare skal smides ud, siger han.

Han har også to billeder i A3 format på træplader fra 50'erne, 60'erne og 70'erne - blandt andet fra åbningsdage. Han overvejer på et senere tidspunkt at se, om han kan komme i kontakt med nogen på billederne eller deres efterkommere.

- Jeg har jo ikke noget at bruge dem til, siger Mike Erik Exner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste