Billede beskrivelse

Lufthavn følger trop: Nye scannere til moderne sikkerhedskontrol er på indkøbslisten

03. august 2025 kl. 17.00

Du kender det helt sikkert. 

Stressen over at skulle fordele og udpakke dele af din håndbagage, før du kan træde igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen. 

Væsker op til 100 ml skal i separate beholdere og en særskilt pose, mens elektronik også skal op af tasken og for sig selv.

Men snart er det formentlig slut med den omstændige pakkeproces før og efter sikkerhedskontrollen i Aalborg Lufthavn. 

Ligesom kollegaerne i Billund Lufthavn - som onsdag kunne løfte sløret for indkøbet af nye, moderne scannere - forventer Aalborg Lufthavn også, at man på sigt kan sikre en hurtigere og mindre bøvlet proces i sikkerhedskontrollen.

Blandt andet medfører det, at alle væsker samt elektronik kan blive i håndbagagen i sikkerhedskontrollen. 

Og det skulle gerne sikre en mere gnidningsfri gang i sikkerhedskontrollen. 

Det fortæller salgs- og marketingdirektør i Aalborg Lufthavn, Martin Svendsen, til Ligeher.nu.  

Billede beskrivelse

- Det er en spændende udvikling, og vi følger naturligvis med omkring 3D-scannere og forventer også at Aalborg Lufthavn får lignende scannere installeret, siger Martin Svendsen og tilføjer: 

- 3D-scannere er på vores investeringsplan, og vi er i gang med at afdække markedet for de mest effektive og fremtidssikrede løsninger. Målet er at sikre højeste sikkerhedsniveau og samtidig videreudvikle en smidig og moderne passageroplevelse i Aalborg Lufthavn.

Martin Svendsen tør ikke spå om, hvornår 3D-scannerne reelt kommer til Aalborg Lufthavn, men han fortæller, at man er "ved at undersøge markedet for muligheder". 

Aalborg Lufthavn havde i 2024 omtrent 1,5 mio. passagerer. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste