Lokalhistorie på farten: Ny udstilling ved gamle fabriksbygninger i landsby
Nordjyske Museer drager i 2025 på turné med udstillingskonceptet Den Korte Historie.
Det er en mobil udstilling, der bringer lokalhistorien tilbage til de steder, hvor den oprindeligt fandt sted.
Fra mandag 19. maj kan besøgende opleve fortællingen om den landskendte familievirksomhed Godthåb Hammerværk ved de historiske fabriksbygninger i Godthåb ved Svenstrup.
Her producerede virksomheden i sin tid de velkendte Zinck-redskaber.
I dag er det især byens naturskønne omgivelser, nærhed til arbejdspladser og infrastruktur samt det aktive foreningsliv, der tiltrækker nye beboere.
Tidligere var det dog helt andre kræfter, der prægede byens udvikling - nemlig familien Zinck og deres hammerværk.
Sporene efter industrien ses stadig i byens bygninger og institutioner og udgør fortsat en væsentlig del af lokalhistorien.
Skabte en hel by
Udstillingen i containerformat skildrer hammerværkets historie og belyser, hvordan Zinck-familien med deres virksomhed ikke blot ændrede landskabet, men også var med til at skabe byen Godthåb.
Efter at virksomheden blev opkøbt af Fiskars i 1989, fortsatte dele af produktionen frem til 2007.
Allerede i 1995 blev Museet Godthåb Hammerværk stiftet af engagerede lokale med en stærk interesse for den særlige kulturhistorie.
Godthåb står i dag som det eneste tilbageværende hammerværk i Danmark, hvor det samlede industrianlæg – inklusive bygninger, inventar og vandveje – stadig er intakt.
Det er blevet bevaret takket være lokale ildsjæle, og fungerer nu som museum med fungerende vanddrevne hamre og en autentisk oplevelse af industrimiljøet fra midten af 1800-tallet.
Udstillingen om Zincks Hammerværk og Godthåb er blevet til i samarbejde med Museet Godthåb Hammerværk og Lokalhistorisk Arkiv for Ellidshøj, Svenstrup og Godthåb sogne.
Den kan ses fra 19. maj til 15. juni ved fabriksbygningerne på Zincksvej 2B i Svenstrup, og der er fri adgang.
Lørdag 31. maj og lørdag 7. juni vil frivillige fra det lokalhistoriske arkiv være til stede ved udstillingen for at dele ud af deres viden om områdets historie.