Seneste nyt
Billede beskrivelse

Lokal Spar har købt 15.000 flasker til karneval: - Vi kan nå at bestille flere

20. maj 2026 kl. 12.03

Der er fyldt usædvanligt godt op med Bacardi Breezer og Cult Shaker i Spar Vejgaard for tiden.

Købmand Patrick Jensen har nemlig forberedt sig godt til årets karneval. Han har købt 11 paller med alkoholiske drikkevarer, hvilket svarer til 15.000 flasker.

- Det ser lovende ud her til formiddag. Vi har allerede solgt en palle, siger Patrick Jensen onsdag formiddag.

Billede beskrivelse

Sidste år havde han købt 25.000 flasker, hvilket viste sig at være lige i overkanten. Breezerne gik som varmt brød, men der var 2 paller Cult Shaker tilbage. De var svære at komme af med.

- Vi sælger ikke ret meget af det resten af året. Det er kun til karneval, studenterfester og nytår. Vi har en lille butik i forvejen, så vi har ikke lagerplads til at have det stående ,siger købmanden.

Selvom han har skruet ned for indkøbet i år, er der dog stadig en chance for, at han skaffer et par paller mere.

- Jeg kan godt nå at lave en ekstra ordre til fredag, hvis det tager fart her over middag. Men det er svært at sige, siger Patrick Jensen.

Billede beskrivelse

Han fortæller, at det især er unge mennesker, der har været forbi for at fylde karnevalsdepoterne.

Det er dog ikke kun breezer og shaker, man kan få hos Spar Vejgaard før karneval.

- Vi har lavet et helt torv med karnevalsvarer. Vi har en palle shots, vi har Flügel og en palle med kildevand. Man skal jo også have vand i varmen, så det sælger altid godt, siger Patrick Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste