Lørdag skruer Vejgaard op for nostalgi og motorbrøl
Lørdag 10. maj kl. 10 til 13 forvandles Vejgaard til et ægte eldorado for bilentusiaster og børnefamilier.
Her løber det første Veteranbiltræf og Stumpemarked i området af stablen, og interessen har allerede overgået alle forventninger.
Besøgende kan glæde sig til at opleve intet mindre end 40 smukke veteranbiler, to imponerende veteranlastbiler, en sjælden veteranbus med rødder i Vejgaard, en danskproduceret Triangel brandbil fra Vodskov - samt 13 klassiske motorcykler og knallerter, der spænder fra 1929 til 1990.
De historiske køretøjer vil være udstillet langs Hadsundvej – fra Vejgaard Boghandel til Slagter Holmberg – samt på både Vejgaard Torv og Vejgaard Bymidte. Her får publikum mulighed for at komme helt tæt på de ikoniske maskiner og høre de farverige fortællinger fra passionerede ejere.
Stemningen løftes yderligere af et charmerende stumpemarked med gode fund, lokale ildsjæle og en hyggelig markedsstemning midt i byen.
Initiativet til arrangementet kommer fra to lokale veteranbilentusiaster – en boghandler og en tandlæge – som selv deltager med egne køretøjer.
- Det er vildt, så mange der har tilmeldt sig – og vi er superglade for interessen, lyder det fra en af de frivillige i Vejgaard Handel.
- Det viser, hvor stor glæde og begejstring de gamle køretøjer stadig vækker – og hvor stærkt fællesskabet er.
Arrangementet er gratis og åbent for alle – både motorhoveder og nysgerrige børn.
Sparekassen Danmark byder på gratis kaffe, og i butikkerne venter gode tilbud.
En dag fyldt med nostalgi, motorer og markedsstemning – lige i hjertet af Vejgaard.
Det hele løber af stablen - som nævnt indledningsvist - lørdag 10. maj kl. 10-13 og foregår både på Hadsundvej, Vejgaard Torv og Vejgaard Bymidte.