Lindebjerg udvider: Inviterer til åbningsfest med eksklusive tilbud
Elcykler, elscootere og senior cykler - Lindebjerg har det hele, og snart kan deres trofaste kunder se frem til endnu mere plads at boltre sig på, når de udvider deres showroom fra 200 til 400 kvadratmeter. Det deklarerer Lindebjerg i en pressemeddelelse.
I de sidste fem år har Lindebjerg holdt til på Nibevej 22a i Skalborg. Her har kunderne, foruden cykler og el-køretøjer, kunnet kunne nyde godt af et bredt segment af produkter, der specialiserer sig indenfor mobilitet og uafhængighed for seniorer og folk med særlige behov.
Udvidelsen af butikken sker på baggrund af en stigende interesse for deres produkter, og deres mål er at give deres kunder de bedste forudsætninger for at opleve deres udvalg i rummelige og behagelige omgivelser.
- Vi oplever en markant vækst i efterspørgslen på både elcykler og hjælpemidler til mobilitet, og derfor har vi valgt at udvide vores showroom, så vi kan give vores kunder den bedste oplevelse, siger Rasmus Larsen, butiksansvarlig i Aalborg.
Det er Rasmus Larsen og hans makker Morten Harritz, der står for den daglige drift af butikken. De har begge en lang erfaring inden for rådgivningen og salg og ser frem til at byde nye, såvel som loyale, kunder velkomne i deres nye showroom.
Sammen sætter de en ære i at udbrede Lindebjergs mission om at gøre mobilitet lettere, så flere mennesker kan færdes frit.
Åbningen af det nye showroom vil munde ud i en åbningsfest, som strækker sig over den 28., 29. og 30. marts. Her er alle interesserede velkomne, og der er mulighed for at prøve Lindebjergs produkter af i praksis og få fingre i eksklusive tilbud.