Billede beskrivelse

Legendarisk vendelbo laver ny slagsang til ligakvinder

04. september 2025 kl. 17.00

Lørdag eftermiddag spiller EH Aalborg anden kamp i ligasæsonen på hjemmebanen i Nørresundby. 

Modsat tidligere sæsoner har ligaholdet i år allieret sig med en vaskeægte sangstjerne for at skabe en ny slagsang til holdet. 

Den folkekære sanger Ib Grønbech - der er kendt for hits “Hvorfor må jeg ikke få Beatles-hår?”, “Peter lå i telt” og “Annelise” og for at synge på vendelbomål - har således slået pjalterne sammen med EH Aalborg for at lave sangen - og en tilhørende musikvideo. 

Det skriver EH Aalborg i en pressemeddelelse. 

- Jeg har altid haft et blødt punkt for håndbold - og så er det jo svært at sige nej, når et ungt, sejt hold som EH Aalborg banker på. Jeg håber, at sangen kan være med til at løfte stemningen i hallen og give pigerne et ekstra skub, lyder det fra Ib Grønbech. 

Billede beskrivelse

Træner for EH Aalborg, Morten Frandsen Holmen, supplerer: 

- Vi er et ungt hold med masser af vilje og sammenhold - og vi synes, det er fantastisk at kunne koble os på en af de helt store nordjyske stemmer. Slagsangen giver os en fælles identitet både på og uden for banen, og så har vi haft masser af sjov med både at filme og indspille den. 

Også Jacob Strandeng har bidraget til indspilningen af den tilhørende musikvideo. 

- Jeg er beæret over at have fået muligheden for at arbejde med et håndboldhold fuld af gåpåmod, og ikke mindst et velkendt ansigt i Ib. Da Morten rakte ud til mig med ‘en sjov opgave’, var det ikke svært at sige ja, siger han. 

Den endelige slagsang og musikvideo præsenteres i forbindelse med EH Aalborgs hjemmekamp mod København Håndbold lørdag 6. september kl. 13:30. 

EH Aalborg spiller sine hjemmekampe i Skansen i Nørresundby. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste