Kommunen sælger to kæmpe kystperler – nu kan de blive dine
Går du med drømme om havudsigt og mere plads?
Så er det måske nu, du skal slå til.
Aalborg Kommune har netop sat to enestående kæmpe kystejendomme med udsigt til Vesterhavet til salg.
I første klitrække
Ejendommene, som ligger side om side på Mathildevej 8A og 8B i Grønhøj i Jammerbugt Kommune, udbydes med grunde på hele 15.000 og 10.980 kvadratmeter.
Bygningerne rummer henholdsvis 389 og 270 kvadratmeter og er placeret helt unikt– nemlig i første klitrække, kun et stenkast fra stranden.
Mindstepriserne er sat til 6.000.000 kr. og 4.995.000 kr. – og hvis du er interesseret, skal bud afgives via Aalborg Kommunes grundsalgshjemmeside senest den 20. oktober 2025.
Salget sker, fordi feriekolonierne ikke længere benyttes i samme omfang som før, oplyser Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.