Billede beskrivelse

Kommer "Danmarks Sejeste Idrætslærer" fra Aalborg?

16. november 2025 kl. 17.01

AALBORG: Idrætslærere gør langt mere end at undervise – de skaber fællesskaber, fremmer trivsel og tænder gnisten i elevernes hverdag. 

Nu åbner DIF Skole OL og Dansk Skoleidræt for indstillinger til prisen Danmarks Sejeste Idrætslærer 2025.

For syvende år i træk går jagten ind på landets mest inspirerende og engagerede idrætslærer eller lærerteam – dem, der forvandler idrætstimerne til et rum fyldt med energi, glæde og fællesskab. 

Med faget under pres – færre timer, manglende prøver og ingen krav om kompetencedækning i indskolingen – er der mere end nogensinde brug for at hylde de ildsjæle, som gør en forskel.

En fagligt stærk jury

  • Juryen består af:
  • William Kvist (tidligere landsholdsspiller og nu efterskolelærer)
  • Magnus Hermann (Danske Skoleelever)
  • Hans Natorp (DIF)
  • Morten Jørgensen (Dansk Skoleidræt)
  • Malene Vissing Tønder (Dansk Skoleidræts fagudvalg)

Fællesskab og fordybelse

Idrætslærere spiller en afgørende rolle i elevernes fysiske, sociale og mentale udvikling. 

Gennem prisen ønsker DIF Skole OL og Dansk Skoleidræt at anerkende netop denne indsats og sætte fokus på den værdi, idrætsfaget tilfører skoledagen.

Formand for Danmarks Idrætsforbund, Hans Natorp, understreger, at skolen er en central arena for at skabe glæde ved idræt:

– Idrætslærerne er ofte dem, der tænder gnisten. Når vi hylder Danmarks Sejeste Idrætslærer, anerkender vi den forskel, de gør i børns hverdag.

Sådan indstilles kandidaterne

  • Alle kan indstille en idrætslærer eller et lærerteam, som gør en forskel, via skoleol.dk frem til 8. december 2025. 
  • Fem finalister udvælges, og i januar 2026 kan alle stemme på deres favorit. 
  • Offentliggørelsen sker ved en event på vinderens skole i starten af februar.

Malene Vissing Tønder, formand for det idrætsfaglige udvalg i Dansk Skoleidræt, fremhæver fagets dobbelte potentiale:

– Dygtige lærere bruger idræt som et pædagogisk rum, hvor bevægelse og læring går hånd i hånd. Det er denne indsats, prisen skal hædre.

Magnus Hermann, forperson for Danske Skoleelever, supplerer:

– Det er vigtigt, at idrætsfaget ikke kun er en pligt, men en kilde til glæde og motivation.

Vinderen modtager 25.000 kr. til nyt idrætsudstyr fra A-Sport samt et kursusgavekort fra Dansk Skoleidræt. 

Sidste års pris gik til Kit Aagesen fra Nykøbing Sjælland Skole i Odsherred.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste