Billede beskrivelse

Knæk Cancer: Åbent Hus og rørende lysceremoni i Aalborg

21. oktober 2025 kl. 10.01

AALBORG: Fredag den 24. oktober inviterer Kræftrådgivningen i Aalborg til en særlig eftermiddag med Åbent Hus, inspirerende foredrag, fællesspisning og den stemningsfulde lysceremoni TÆND ET LYS. Arrangementet er gratis og åbent for alle.

Lysceremonien, der finder sted i Kræftrådgivningens lokaler på Steenstrupsvej 1, bliver indledt med en lystale af sognepræst Jesper Fodgaard. Her bliver der sat lys og ord på håb, afmagt, kærlighed og tab – til ære for dem, der kæmper med kræft, og dem, der ikke er her længere.

Musikken leveres af Silja og Emma, som med deres indslag bidrager til den særlige stemning. Samtidig kan gæster i løbet af ugen besøge en stand fra Kræftens Bekæmpelse Genbrug, som er til stede fra mandag den 20. oktober til og med fredag den 24. oktober.

Arrangementet er en del af Knæk Cancer-ugen, hvor Kræftens Bekæmpelse i samarbejde med befolkningen sætter fokus på kræftsagen. Over hele landet afholdes arrangementer, og midler samles ind til forskning, patientstøtte og forebyggelse.

Kræftens Bekæmpelse tilbyder rådgivning mere end 40 steder i landet og har årligt over 96.000 kontakter med kræftpatienter og pårørende.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste