Klumme: Ulv var bare en bedstemor
Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med nordjysk perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden
Voldsomme ulveangreb på heste og andre husdyr. Ulve, der alene eller i flok bevæger sig ganske tæt på beboelse. Og ulve, der følger efter lokale indbyggere, både unge og voksne, helt ind på villavejene.
Debatten om ulve er igen blusset op.
Hører ulven hjemme i Danmark, hvem betaler for de kilometervis af ulvesikre hegn og er det overhovedet sikkert at færdes i områder med ulve?
De spørgsmål fylder lige nu, også i Nordjylland.
Men nu maner Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV), der administrerer ulveforvaltningen i Danmark, til ro. I det nordjyske, i hvert fald.
For flere af de ulve, der er blevet spottet i Nordjylland, viser sig nu blot at være helt almindelige, harmløse bedstemødre.
Det drejer sig f.eks. om individet GW781m, der lever i Lille Vildmose og som hidtil fejlagtigt har været kategoriseret som en voksen hanulv, oplyser Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø
- Vi troede faktisk også længe selv, det var en ulv. Men ved nærmere eftersyn, kunne vi for nylig med egne øjne konstatere, at der blot er tale om en helt almindelig, ufarlig og harmløs bedstemor, fortæller styrelsen, som henviser til at GW781m ved seneste observation bar natkjole og kyse.
GW781m synes også i besiddelse af et par kraftige læsebriller og en dyne.
- I disse tider, hvor én fjer hurtigt kan blive til fem høns, er fakta afgørende. Måske mere end nogensinde, skriver SGAV i en pressemeddelelse.
Hvad forvekslingen skyldes, har man ikke nogen endelig forklaring på. Måske lav sol, påpeger styrelsen, som medgiver at flere af de fejlkategoriserede bedstemødre ved første øjekast godt kan ligne ulve med deres ulveører, ulvetænder, ulvepels, ulvesnude og ulvehyl.
- Men man kan altså tage det helt roligt. Nok opererer man med konceptet problemulve, men der er trods alt ikke noget, der hedder problembedstemødre. Ikke i vores blanketsystem, lyder det fra styrelsen med et glimt i øjet.
Ifølge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, er der en simpel forklaring på de store øjne og store ører hos eksempelvis bedstemor GW781m. Det er ganske enkelt, så GW781m bedre kan se og høre.
De store, spidse tænder vurderer styrelsen også, at der findes en uskyldig forklaring på.