Billede beskrivelse

Klumme: Flere fluer med ét smæk

13. september 2025 kl. 11.03

Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med nordjysk perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden.

Så, nu er det nu.

Aldrig har vi været tættere på end lige nu. Jeg kan mærke det. Den er hjemme.

7-9-13.

Nu kan de umuligt gøre andet end fluks at optage samtlige nordjyske grundord i den danske ordbog.

Ord som pangel, pøle, pullerværk, orksatme og høk. Ja og knyw, kløwning, jøwt, måwe, gratværk, kawert, åndekaw, kvæbbes, brokkenski og alle de andre, man på uforsvarligste vis derovre har ignoreret i evigheder, mens man frejdigt har optaget ord som divination, oho, reproklar, golfbag, crudité, FOMO og andre københavnersalonord med den himmelråbende løjerlige, skyklapprægede begrundelse, at de er mere “upåfaldende, velkendte og almindelige” end nordjyske hverdagsord, som nordjyder bruger hver dag i hverdagen til daglig.

Vanvid, egentlig, når man tænker over det. Ufatteligt.

Men nu kan de næppe ignorere fornuften meget længere, nu hvor regeringstoppens top, statsministeren, opfordrer til åndelig og kulturel oprustning. For nylig, på Kulturmødet Mors, gjorde hun det igen. Det er noget med, vi allesammen skal blive klogere og udvikle samfundet. Værne om det, der gør os til dem, vi er.

Styrke sjæl og sind og sådan noget.

På Limfjordsøen gik statsministeren ikke decideret i detaljer, og det har ministeriet også afvist at gøre ved andre lejligheder, men det er heller ikke nødvendigt. Folk ved vist sikkert sådan nogenlunde omtrentligt cirka, hvad der menes og det er svært at se en mere oplagt og ligetil løsning:

Optag de nordjyske grundord i ordbogen med det samme og lad hele landet blive åndeligt og kulturelt styrket. Markant styrket. Beriget, ville nogen nok sige og jeg er ikke uenig.

Langt om længe vil alle over det ganske land præcist kunne udtrykke, at noget er noget pangel, noget andet noget pullerværk og noget tredje noget gratværk. At man skal høkke en hak og at ham derovre da vist er en kawert.

Tænk ikke at kunne det.

Den slags fattigdom kan man som nordjyde vanskeligt forestille sig, men det er virkeligheden for mange af vores landsmænd lige nu.

Og når noget er noget pangel, så er det noget pangel. Pangel er nok. Det rækker. Man behøver ikke yderligere sproglige forstærkere, som fuck, fucking, pisse, kæmpe, mega og ægte, som i følge Dansk Sprognævns spritnye optælling bruges mere end nogensinde før. Dobbelt så meget som for 20 år siden. Er det et problem? Det ved jeg ikke, men lad os da løse det alligevel.

Lad os få optaget de nordjyske grundord.

Sjældent får man så stor en mulighed for at smaske flere fluer med et enkelt smæk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste