"Katten" fejrede 485 års-fødselsdag
Én af Danmarks ældste latinskoler blev grundlagt i Aalborg i 1540.
Som led i reformationen oprettede Christian 3. dengang Aalborg Katedralskole med det formål at uddanne unge i klassiske fag og gøre dem klar til universitetet.
I den forgangne uge kunne skolen så fejre sin 485 års-fødselsdag, og det skete med prompt og pragt - og et kæmpe jubelbrøl.
Det skriver Aalborg Katedralskole i en pressemeddelelse.
- Vi er et af de ældste gymnasier i landet, og en 485 års-fødselsdag skal selvfølgelig fejres på behørig vis. Vi valgte at holde det som et lille surprise party for elever og lærere i skolegården, og selvom jeg har hørt mange hurra’er gennem mine mere end 20 år som rektor på skolen, var der alligevel en særlig stolthed at spore i det kæmpe brøl, der lød, da vi overraskede med kagemand i skolegården for at fejre skolens fødselsdag, siger Christian Warming, der er rektor på Aalborg Katedralskole.
I 1902 overgik Aalborg Katedralskole fra at være latinskole til at være det moderne gymnasium, det er i dag.
Og så sent som i 1906 blev den første kvinde student fra gymnasiet.
I dag tæller Aalborg Katedralskole omtrent 830 elever og lidt over 100 ansatte.
Disse har i de seneste år taget del i en ny undervisningsform kaldet aktionsbaseret læring.
Her arbejder lærerne i teams og har fået ”magten” tilbage i klasseværelset så at sige.
Det betyder, at der er meget større fokus på trivsel i selve klassen, mindre brug af psykologer og øget kommunikation på tværs mellem klasserne.
Det har haft en kæmpe effekt på elevernes velbefindende og skabt en langt større fællesskabsfølelse blandt eleverne - og samtidig flyttet fokus over på det gode kammeratskab, skriver Aalborg Katedralskole.
- Vi lever jo i et samfund, hvor antallet af elever med forskellige diagnoser er i kraftig stigning. Det er selvfølgelig et faktum, men med den her nye undervisningsform fylder det markant mindre i klasserne, ligesom vi har formået at skabe en klasserumskultur, hvor lærere og elever sammen tager ansvar for den gode stemning. Det er ret markant, så stor en ændring det har betydet for os, siger Tina Møller Sørensen, der er uddannelseschef på Aalborg Katedralskole.