Billede beskrivelse

Kaos, charme og dyrebare øjeblikke: Nyt show med barselskomik kommer til Aalborg

07. juni 2025 kl. 17.00

Gylp på skulderen, søvnunderskud og kærlighed i overflod. 

Barselslivet er en cocktail af kaos, charme og dyrebare øjeblikke. 

Nu tager komikeren og småbørnsmoren Ane Høgsberg hul på det hele med et kærligt og komisk blik i sit nye koncept Barselskomik. 

Mandag 27. oktober åbner Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) dørene til en formiddag med latter, ammehjerner og fællesskab blandt andre trætte, grinende forældre.

Der findes mange aktiviteter for barslende forældre – men få slår glæden ved at grine sammen. Især når grinene handler om alle de mærkelige, vilde og vidunderlige oplevelser, som både mødre og fædre kan nikke genkendende til under graviditet og barsel.

Med egne erfaringer som mor – og endnu en graviditet i gang – har Ane Høgsberg skabt Barselskomik, en times komik, der rammer plet i småbørnsforældrenes virkelighed. Og ja, babyer er selvfølgelig velkomne.

Arrangementet finder sted i AKKC’s Europahallen, hvor publikum kan se frem til en hyggelig og opløftende formiddag mandag den 27. oktober kl. 10. 

Der tilbydes mulighed for tilkøb af en lækker tallerken med BMO, kaffe eller te, juice samt lidt grønt og sødt – alt sammen i ægte barselsånd.

Barselskomik beskrives af Ane Høgsberg som "lattergaranti for trætte forældre", og alle er velkomne – alene, med mødregruppen, med baby på armen eller i maven, eller blot som ledsager uden baby i syne.

Hver gang byder arrangementet på et ekstra, sjovt indslag, som varierer. Det kan være en quiz, en talk, banko, oplæsning eller noget helt andet uventet.

P.S. Hvis hæmoriderne eller babyen gør det svært at sidde på en stol, er det tilladt – og velset – at tage et tæppe med og finde sig til rette på gulvet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste