Kæmpe yacht og krydstogtskib har lagt til kaj ved havnefronten
En yacht til et trecifret millionbeløb - samt et krydstogtskib i gigantstørrelse.
Det er, hvad der har lagt til kaj ved Aalborg Havnefront denne onsdag.
Yachten, som sejler under maltesisk, har ifølge Nordjyske en værdi på 316 mio. kr. og har været senest været et smut forbi Oslo, før den lagde an i Aalborg her til formiddag.
Yachten er bygget i 2010 og måler 55 meter i længden og ti meter i bredden - og så kan den huse op til 11 gæster fordelt på seks værelser samt et personale på op til 13 mennesker.
Længere nede ad havnen finder man dog et endnu større skib - og med markant flere gæster ombord.
Krydstogtskibet Viking Sky, der har norsk oprindelse, ankom i Aalborg Havn tidligere på formiddagen med sine 950 passagerer - og dertil personale på cirka det halve, 465.
Krydstogtskibet sejler dog igen allerede kl. 15 her til eftermiddag, så skal man nå at have et glimt af mastodonten - der måler 228 meter i længden og 34 meter i bredden - er det med at skynde sig.
Når skibet sejler fra Aalborg, sætter det igen kursen mod Oslo - en tur på cirka 14 timer.