Kæmpe ejendom midt i Aalborg er solgt
AALBORG: En af byens flotteste erhvervsejendomme er netop blevet solgt.
Adressen John F. Kennedys Plads 43 siger dig ikke nødvendigvis noget, men de fleste aalborgensere har nok på et eller andet tid alligevel bemærket den flotte ejendom fra 1906.
Nu er den imidlertid blevet solgt - uden at have været sat til salg. Det skriver EDC Poul Erik Bech Aalborg i en pressemeddelelse.
- Vi havde ingen planer om at sælge ejendommen, og den var oprindeligt ikke til salg. Men da Michael Stilling fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg tog kontakt og sagde, at han godt kunne sælge den, gav vi ham lov til at give det et skud, siger Rene Ingemann, direktør i JFK Invest Aalborg, i pressemeddelelsen.
Ejendommen huser i dag en lægepraksis, kontorlokaler og andet. Ifølge ejendomsmægleren bliver det mere og mere normalt, at denne type "trofæejendomme" bliver solgt udenfor markedet.
- Mange ejere ønsker at undersøge markedet uden at sætte et officielt 'til salg'-skilt på ejendommen. Har man det rette netværk og kender de aktive investorer, kan man skabe handler, hvor både køber og sælger får en mere målrettet og fortrolig proces. Det er præcis den type handel, vi har gennemført her, siger Michael Stilling.
Det er ikke oplyst, hvem køberen er, eller hvad vedkommende har af planer med bygningen.