Ingen skal være ensomme på Sonjas vagt – gammelt hestehus bliver nyt fristed
I den tidligere galopstald på Skydebanevej i Vestbyen møder vi Sonja Christensen.
– Det er et fantastisk sted, vi har fået, siger Sonja og viser LigeHer.nu Aalborg rundt i den gamle bygning.
Man kan næsten ane duften af hø, men snart vil stalden forvandles til et pulserende samlingspunkt for udsatte familier.
Raise for Kids og en bunke frivillige er nemlig i fuld gang med at omdanne de slidte lokaler til et multihus fyldt med liv, fællesskab og nye muligheder.
– Jeg kan ikke gøre det alene, men heldigvis har jeg en skøn flok omkring mig, fortæller Sonja.
Et juleeventyr, der varede længere end til påske
Sonja er formand og stifter af Raise for Kids. Mange kender hende fra hendes mangeårige arbejde med fritidscentret Los Niños de Sonja i Nicaragua.
– Jeg har jo i mange år haft mit arbejde i Nicaragua og levet mit halve liv der, fortæller hun.
Men da borgerkrigen tvang hende til at overdrage projektet, måtte hun tænke nyt.
Heldigvis er nytænkning ikke fremmed for Sonja, og en enkelt julemiddag for udsatte familier endte med at blive startskuddet til noget langt større.
– Jeg begyndte at holde jul for sårbare i København, og pludselig spurgte folk, om jeg ikke også skulle gøre det i Aalborg. Problemet var bare, at vi ikke havde et sted at være.
Det fik Sonja til at række ud, og som altid var der hjælp at hente.
– Først fik vi lov at bruge en skole, men det var ikke helt optimalt. Så kom jeg i tanke om Tech College – de uddanner jo kokke og tjenere. Nu holder vi juleaften der, med juletræ, julemand og det hele.
Og sådan blev foreningen Raise for Kids født.
Ingen skal være ensomme på Sonjas vagt
I dag er omkring 72 familier tilknyttet Raise for Kids.
– Mange af familierne er fattige, men det, de taler mest om, er ensomhed. Det er frygteligt, og det er netop dét, vi vil bekæmpe her, siger Sonja med tårer i øjnene.
For at skabe et trygt samlingssted har Raise for Kids nu fået lov til at leje de gamle galoplokaler i Vestbyen.
– Det her hus tilhørte travbanen, men blev ikke brugt længere. Så vi spurgte kommunen, om det ikke gav mere mening, at vi fik lov at leje det – og det sagde de heldigvis ja til.
Nu bliver huset et sted, hvor familier kan mødes, lære at lave mad, fejre konfirmationer og lade børnene lege.
– Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad vi kan her.
Og fantasien rækker langt – også til gaming.
– Jaxstyle er netop hoppet med på ideen. Han mener, vi skal have et gamerrum og vil hjælpe med at finde ud af, hvad det skal indeholde.
Pænt opslag gav intet - kaninører gav meget
Men lokalerne trænger mildest talt til en kærlig hånd. Og derfor søgte Sonja hjælp fra håndværkere på Facebook.
– Jeg lavede først et alt for flot og professionelt opslag – det gav ingenting. Så tænkte jeg: Jamen, så må jeg jo enten smide tøjet eller tage kaninører på! Jeg valgte kaninører, og det hjalp, griner hun.
11 frivillige har nu meldt sig, og i denne uge er de gået i gang med den helt store renovering.
– Torsdag aften stod jeg og masserede 10 pund frikadellefars og fyldte køleskabet op. Så de næste 14 dage er der hjemmelavet morgenmad kl. 8.30 og frokost kl. 12.30. Og så trækker jeg også selv i arbejdstøjet.
Fest og farver og de vigtigste gæster
Hvis alt går efter planen, står det nye multihus klar på Skydebanevej 22B til sommer, og den 8. august bliver det indviet med manér.
– Birthe Kjær kommer og leger med børnene og synger, og Jaxstyle DJ’er. Og de vigtigste gæster er selvfølgelig også inviteret – nemlig alle vores familier, fortæller Sonja Christensen og afslutter:
– Vi glæder os helt sindssygt til, at huset bliver færdigt.
Kom med Sonja på rundtur i det nye multihus her: