Ingen kamp om studieboliger i Aalborg
AALBORG: I forbindelse med offentliggørelsen af årets optagelsestal på videregående uddannelser har BoligPortal A/S udsendt en pressemeddelelse med overskriften: ”Nye studerende kommer til at kæmpe om historisk få ledige lejeboliger.” Heri advares der om en mulig mangel på studieboliger i Aalborg.
Men billedet stemmer ikke overens med virkeligheden, lyder det fra Himmerland Boligforening, der er Aalborgs største udbyder af studieboliger. Ifølge direktør Ole Nielsen har det i mange år ikke været nemmere at finde en studiebolig i byen – både hvad angår kvalitet, placering og pris.
Himmerland Boligforening råder over 2.173 studieboliger, fordelt på midtbyen, vestbyen og området omkring Aalborg Universitets campus i det østlige Aalborg.
I juni 2025 afholdt boligforeningen, i samarbejde med BL – Danmarks Almene Boliger og øvrige almene boligorganisationer i Aalborg, et debatarrangement med fokus på Aalborg som studieby. Her præsenterede Kuben Management en analyse, som konkluderede, at antallet af studieboliger i Aalborg er i den høje ende – og opfordrede til regulering.
Anbefalingerne lød på blandt andet ombygning, ommærkning, frasalg eller nedrivning som mulige veje til at justere udbuddet. Der blev desuden fremsat forslag om et forpligtende samarbejde mellem almene boligorganisationer, private aktører, Aalborg Kommune og Landbyggefonden – en slags musketéred – for at sikre en fælles løsning.
Ole Nielsen understregede under arrangementet, at der er rigeligt med gode, centralt beliggende og betalelige studieboliger i Aalborg. Han udtrykte samtidig undren over, hvorfor BoligPortal vælger at tegne et så misvisende billede af boligsituationen.