Billede beskrivelse

Ikonisk hotel fylder 120 år: Sådan bliver det fejret

22. august 2025 kl. 14.00

Fra sømandshjem i 1905 - til moderne forretnings- og turisthotel i dag. 

120 år er gået med Kompas Hotel - tidligere Aalborg Sømandshjem - og på den rejse har hotellet gennemgået store forandringer undervejs. 

23. august er den officielle fødselsdag, og det skal selvfølgelig fejres, fortæller Kompas-direktør, Bo Kikkenborg. 

Billede beskrivelse

-Vi fejrer det med flag og kagemand til morgenmadsbuffeten. Og om eftermiddagen byder vi alle vores gæster på et glas vin eller et glas bobler, siger han til Ligeher.nu. 

Vi har mødt ham i hotellets lobby-område til en snak om Kompas Hotels rolle og placering i Aalborg midtby - og også til en snak om hvad hotellet er i dag, og hvad det engang har været for byen. 

Flere kvadratmeter og værelser

Bo Kikkenborg har været direktør for Kompas Hotel siden 2012. 

Han er uddannet revisor, men er også tidligere direktør i metalindustrien. 

Han har været med på den seneste del af Kompas' rejse til at blive et up-to-date-hotel, der tager imod både familier, turister og andet godtfolk - foruden søens folk. 

Billede beskrivelse

I 2019 fik den seneste udvidelse sted, da man lagde flere kvadratmeter og værelser til hotellet. 

- Der skete et markant skifte dengang, og man ændrede også navnet og tilføjede 'Hotel' i navnet. Og så fik hele Kompas ellers en overhaling, forklarer han med henvisning til de nu 110 moderne hotelværelser, som Kompas består af i dag. 

Til daglig fordeler Bo Kikkenborg 90 procent af sin tid til klassisk hoteldrift. 

- Og så bruger jeg den resterende del på udvikling, formålsarbejde og de lidt større tanker om hotellet og dets fremtid. Bestyrelsen har i gang sat en ny visions- og strategiproces, som løber hen over efterår, fortæller hoteldirektøren og tilføjer: 

Billede beskrivelse

- I den proces spørger vi os selv, i hvilken retning vi skal udvikle vores hotel og vores formålsarbejde. Skal Kompas Hotel have en søster et andet sted i byen eller måske i en helt anden by i Danmark? Det kan både være som et nybygget hotel eller et hotel, vi potentielt kan overtage. Kan vi udvide vores formålsarbejde til andre havnebyer til gavn for søfolkene der? Det er en spændende proces, som vi ikke kender resultatet af endnu. 

Kristne værdier

Som ét af få hoteller på landsplan, er Kompas Hotel indbegrebet af kristendommen. 

Helt konkret kommer det til udtryk ved en daglig andagt hver formiddag for hotellets personale, forklarer Bo Kikkenborg. 

Her beder man for hotellets gæster, og generelt sørger man for, at hotellets kerneværdier - hjertevarme, nærvær, ligeværd og omsorg - er gennemgående i hverdagen. 

Billede beskrivelse

- Vores værdigrundlag er den største forskel i forhold til andre hoteller. Det er en del af vores DNA og vores fundament, siger hoteldirektøren, men han understreger også: 

- Det betyder dog ikke, at man skal være kristen for at arbejde her - overhovedet. Men det betyder meget for os, at vi kan drive hotellet baseret på kristne værdier. 

Sidste år havde de 45.000 overnattende gæster, hvilket giver en belægningsprocent på cirka 75. 

Billede beskrivelse

Det er Bo Kikkenborg ganske godt tilfreds med - særligt set i et historisk perspektiv. 

- Det har ikke altid været en sund forretning, og der har været perioder, hvor det ikke kørte så glat. Men i takt med at der er sket en positiv udvikling på havnefronten, og vi på den måde har fået en mere central placering i forhold til byen og havnen, har hotellet også oplevet en opløftende udvikling herefter, siger han. 

Du finder Kompas Hotel på Østerbro 27 i det centrale Aalborg. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste