IKEA leder efter fem nye talenter - er du et af dem?
AALBORG: Frem til 1. marts søger IKEA Aalborg fem elever til en toårig uddannelse, hvor man kan uddanne sig inden for salg, logistik eller visual merchandising.
Det skriver IKEA Aalborg i en pressemeddelelse.
Møbelvirksomheden vil slå et slag for en karriere i detailbranchen i en tid, hvor næsten 45.000 unge står uden job eller uddannelse.
På trods af rekordhøj beskæftigelse står mange unge fortsat uden for arbejdsmarkedet.
En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, fra 2025 viser, at næsten 45.000 unge mellem 15 og 24 år hverken er i job eller i gang med en uddannelse.
Hos IKEA Aalborg ser man situationen som en mulighed for at investere endnu mere i unge talenter og tydeliggøre værdien af en elevplads i detailbranchen.
- For mange unge kan det første møde med arbejdslivet være overvældende. Derfor lægger vi hos IKEA meget vægt på, at man skal have det sjovt samtidig med, at man lærer, laver fejl og udvikler sig. Vi er en arbejdsplads, hvor der både er højt til loftet og et højt uddannelsesniveau, som kan blive begyndelsen på en lang og spændende karriere i detailbranchen, siger Kim Østergaard Nielsen, varehuschef i IKEA Aalborg.
I år rekrutterer IKEA samlet set 30 elever på tværs af varehusene i Danmark til den toårige elevuddannelse.
Lokalt optager IKEA Aalborg fem elever, som får mulighed for at blive en del af hverdagen i varehuset og dygtiggøre sig inden for en af elevretningerne: salg, logistik eller dekoration og visual merchandising.
De seneste år har IKEA investeret i, at alle elever gennemfører et akademifag med ECTS-point – Salg og logistik i ”ledelse i praksis” for salgs- og logistikelever og "Oplevelsesøkonomi" for visual merchandising-eleverne.
Som en del af uddannelsen kommer eleverne desuden på studietur til Älmhult i Sverige, hvor IKEA stammer fra, for at lære mere om virksomhedens historie, og visual merchandising-eleverne besøger i år også Berlin.
Ansvar og familiefølelse
Elevprogrammet giver eleverne mulighed for at kombinere teori og praksis i en hverdag, hvor de bliver en integreret del af varehuset.
Tidligere elever fremhæver ofte familiefølelsen i IKEA, arbejdsglæden, og at man får ansvar på linje med de fastansatte medarbejdere:
- Hos IKEA løfter vi i flok og har brug for dig og dine meninger, uanset om du er elev eller chef.
Samarbejde er en kerneværdi.
- En elevplads hos IKEA handler ikke kun om at lære et fag, men om at få ansvar, blive en del af et fællesskab og opdage, hvor mange veje man faktisk kan gå videre ad, når man først har nogle grundlæggende kompetencer på plads, siger Kim Østergaard Nielsen.
Elevforløbet varer to år og er et fuldtidsforløb på 37 timer om ugen. Der indgår cirka 10 ugers skoleophold fordelt over de to år.
Salgs- og logistikelever gennemfører skoleophold på Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser i Aars, mens elever inden for visual merchandising går på IBC Innovationsfabrikken i Kolding.
For mange nuværende medarbejdere har elevtiden hos IKEA været starten på en længere karriere i virksomheden i både ind- og udland, enten i faste stillinger eller gennem videreudvikling inden for nye fagområder og ledelse.
Ansøgningsfristen er 1. marts 2026, og elevforløbet begynder 1. september 2026.
Tidligere opstart kan aftales individuelt ved ansættelse. Elevforløbet er lønnet, og IKEA dækker alle udgifter i forbindelse med skoleophold.