Billede beskrivelse

Igen slår omsætningen rekord

25. marts 2026 kl. 17.01

AALBORG: Det var en glad direktør, der mandag morgen kunne overlevere den gode nyhed om endnu en regnskabsrekord i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) til medarbejderne. Årsregnskabet for 2025, der viser en fremgang på hele 17 procent med en omsætning på 135 mio. kr., blev godkendt af AKKC’s bestyrelse i sidste uge, og direktør Nicolaj Holm glæder sig naturligvis over udviklingen.

Det fortæller AKKC.

- Vi har i flere år arbejdet målrettet med at kombinere bæredygtighed med et stærkt kommercielt fokus. Det er netop den kombination, der nu for alvor viser sit værd. At vi endnu en gang slår omsætningsrekord vidner om, at vores strategi virker, og at både arrangører, gæster og samarbejdspartnere i stigende grad tilvælger AKKC, siger Nicolaj Holm.

Siden 2017 har AKKC arbejdet systematisk med en certificeret bæredygtig ledelsestilgang gennem ISO 20121:2024 og opnåede i 2025 også Svanemærket for møder- og konferencer. Dét, samtidig med, at de kommercielle og kulturelle aktiviteter er blevet udvidet.

Største kongresår til dato

2025 blev også et historisk år for konferencer og kongresser i AKKC. Ud over EU-formandskabet, hvor AKKC afholdt arrangementer fra 2.-12. juli, heriblandt EU-formandskabets uformelle ministerrådsmøde på klima- og miljøområdet, har AKKC også indgået sin hidtil største aftale med KL - ligesom en række store nationale og internationale kongresser er blevet afviklet.

- Vi har oplevet en meget stor efterspørgsel på kongresser og konferencer i 2025. Samlet set gør det året til det største kongresår i AKKC’s historie. Det er blandt andet en anerkendelse af vores indsats og vores position som et af landets førende bæredygtige kongres- og kulturcentre, siger Nicolaj Holm.

Også på messe- og udstillingsområdet har året budt på positive resultater. Fiskeri-messen DanFish International, som havde oplevet en svagt faldende udvikling siden covid-19, vendte i 2025 tilbage med en markant besøgssucces. Samtidig har AKKC indgået aftaler om to større fiskerimesser i Grønland.

På kulturområdet har AKKC i stigende grad udnyttet Aalborghallen til større koncertoplevelser. Samtidig er nye koncepter som Drivhuset blevet videreudviklet, og AKKC’s unikke Drivhus-koncept kunne melde flere udsolgte arrangementer i efteråret sidste år.

Fokus på medarbejdere og organisation

I 2025 har AKKC også fået betydelig medieopmærksomhed for nye initiativer på medarbejderområdet. Blandt andet har virksomheden fjernet loftet over medarbejdernes fridage i forbindelse med børns sygdom og etableret en såkaldt “Powerbank”, hvor tidligere medarbejdere kan træde til ved behov.

- Vi har oplevet en enorm stor interesse for nogle af de initiativer, vi skaber for vores medarbejdere. Det plejer at være de arrangementer, vi afholder, der får opmærksomhed, men særligt i 2025 er vi også kommet i fokus for AKKC som arbejdsplads, og det er vi meget stolte over. Når vi kommer ud med fremgang år efter år er det jo selvsagt også drevet af en enormt dygtig medarbejderstab, og når de udviser fleksibilitet overfor os, skal vi også give den anden vej, fortæller Nicolaj Holm.

Samtidig er der gennemført mindre renoveringer, digitale forbedringer og en ny forpagtningsaftale med Restaurant Podium. Organisationen er desuden blevet styrket forud for den kommende strategiperiode, hvor der fortsat vil være fokus på at udvide AKKC’s forretningsområder.

Ifølge Nicolaj Holm vil 2026, bortset fra aktiviteterne i forbindelse med EU-formandskabet, i højere grad være et år præget af strategisk overgang.

- Vi går ind i en ny strategiperiode, hvor vi fortsat vil udvikle vores forretningsområder og styrke vores position som et internationalt kongres- og kulturhus. Selvom 2026 udviklingsmæssigt bliver et overgangsår, forventer vi fortsat en omsætning på niveau med vores tidligere rekordår, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste