I morgen er der karneval: Sådan bliver trafikken, toiletforholdene og alt muligt andet
Årets fest er lige om hjørnet, og hele byen sitrer af spænding.
Aalborg Karneval er en kæmpe fest, men festlighederne har det med at vende op og ned på byen. Derfor har vi forsøgt at lave en guide her.
Trafik
Karnevalsoptoget går som sædvanligt fra Vestbyen, Nørresundby og Østerport og mødes ved Vesterbro.
Derfor vil en del veje være spærret i løbet af dagen af sikkerhedshensyn.
Paraden i Nørresundby begynder klokken 10.00, fra Østerport er det 10.30 og fra Vestbyen begynder optoget fra Haraldslund klokken 11.00.
Toiletter og vandposter
Der er opstillet toiletter langs hele karnevalsruten, så der er ingen undskyldning for at bruge diverse baggårde og passager som badeværelse.
Det er i øvrigt ulovligt og kan koste en bøde på op mod 1500 kroner.
I Nørresundby er der opstillet toiletmuligheder kort efter start ved Lindholm Strandpark.
I Vestbyen er der toiletter ved paradestarten ved Haraldslund og senere ved Badehusvej, hvor der også er en vandpost.
Går du fra Østerport, skal du holde dig lidt længere. Der er nemlig først toiletter, når du rammer Nordkraft. Vandposten er også først ved Utzon Centret. Der vil være flere forskellige toilet- og vandposter langs Vesterbro.
Skrald
Vi kan ikke komme udenom det. De store gader ligner en losseplads, når karneval er slut, og selvom rengøringen plejer at være særdeles effektiv, har arrangørerne i år valgt at prøve noget nyt.
Som et forsøg bliver der uddelt 15.000 plastikposer ved paradestarten på Østerport. Senere står der frivillige klar ved Vesterbro for at tage imod poserne igen. Her er de forhåbentligt fyldt med det affald, du ellers ville have smidt på gaden.
Vejret
Vi kan ikke spå om vejret, men arrangørerne forventer selv, at det bliver en lidt koldere - og måske vådere - omgang end de seneste par år.
I hvert fald opfordrer talsmand for Aalborg Karneval Jeanett Kaare til, at man husker en ekstra trøje og et par tykke sokker.
Vi får sandsynligvis ikke 25 grader og solskin i år.
Jeanett Kaare har endnu en opfordring, som hun kommer med hvert år.
Du bør nemlig droppe klipklapperne og tage et par solide sko på. Der er altid nogen, der får skåret sig i foden på et glasskår.