Hospitalsklovne modtager over 700.000 kroner
AALBORG: Danske Hospitalsklovne er den forening i Danmark, som flest OK-kunder vælger at støtte, når de lader, tanker eller tænder lyset derhjemme.
Det betyder, at foreningen igen i år kan modtage et flot støttebeløb - denne gang på knap 720.000 kroner.
Og det kan komme børn og unge på nordjyske hospitaler til gavn.
I Nordjylland er der allerede omkring 20 hospitalsklovne, men støtten skal blandt andet bruges på at uddanne endnu flere klovne, der kan hjælpe børn og unge.
Danske Hospitalsklovne har besøgssted på både Aalborg Universitetshospital og Aalborg børne- og ungdomspsykiatriske døgnafsnit.
- Det er fantastisk at mærke den store opbakning fra OK og OK’s kunder til Danske Hospitalsklovne. Vi er dybt taknemlige for den meget flotte donation, der gør det muligt for os at uddanne flere hospitalsklovne, der kan styrke livsglæden og livsmodet hos syge og sårbare børn og unge på landets børneafdelinger, i børne- og ungdomspsykiatrien og indenfor specialområdet, siger Tania Dethlefsen, direktør hos Danske Hospitalsklovne.
OK støtter knap 4000 lokale og landsdækkende foreninger i hele Danmark. OK's kunder støtter foreningerne ved at bruge deres OK-kort eller via OK's app.
Det oplyser OK i en pressemeddelelse.