Billede beskrivelse

Hjælp os! Lokal Føtex afviser seks bure med pakker hver dag

03. december 2024 kl. 19.02

Først var det Black Week, siden Black Friday - og snart melder julehandlen sig også med stor kraft. 

Det har sat et kæmpe pres på pakkeshops rundt omkring i Aalborg, der over en bred kam melder om fyldte reoler og bure - samt butikskvadratmeter der må inddrages til pakkeopbevaring. 

Derfor er en række kiosker og dagligvarebutikker også gået i offensiven for at opfordre de lokale til at få hentet deres pakker. 

Blandt andet udlodder 365discount på Thulebakken i Hasseris en konkurrence, hvor antallet af afhentede pakker bestemmer hvor stor en præmie, dagligvarebutikken udlodder - jo flere afhentede pakker, jo større præmie. 

Andetsteds - hos Føtex i Hasseris Bymidte - skriver man i et Facebook-opslag, at man på daglig basis afviser seks bure fyldt med pakker. Simpelthen fordi der ikke er plads i butikken længere.

Fra varehuset lyder der også en opfordring til at få afhentet sine pakker - og gerne den dag man får besked om, at pakken kan afhentes.

Hos Slikmunden på Tornhøjvej beretter man også om en "meget travl periode med pakker". Her kan man som kunde afhente pakker fra både GLS, DAO og Bring - og sidstnævnte har faktisk tirsdag også været ude med en opfordring til sine kunder. 

- For at det hele skal forløbe glat, opfordrer vi modtagerne til at hente deres pakker så hurtigt som muligt. Vi ved, at mange venter på flere pakker og gerne vil hente dem alle samtidig. Men vi vil gerne opfordre til, at man henter pakkerne løbende, siger Matilda Adelborg, der er pressechef hos Bring.

Pakkedistributøren øgede sin pakkemængde med 25 procent i hele sidste uge sammenlignet med den tilsvarende Black Week sidste år. 

Også PostNord forsøger at få flere af sine kunder til at hente deres pakker hurtigere. 

Således udlodder selskabet et gavekort på 2500 kroner, hvis man henter sin pakke inden for 24 timer i én af PostNords 1150 pakkeshops landet over. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste