Helene flytter skønheden til Bispensgade
Snart bliver der stille på Vesterå 9, hvor Klinik Lindhardt indtil nu har budt velkommen til alt fra botox og fillers til laserbehandlinger – og ikke mindst et kærligt boost til selvværdet.
Men det er langt fra et farvel til klinikken. Det er starten på et nyt kapitel.
De to ejere, kosmetisk sygeplejerske Helene Lindhardt og speciallæge i dermatologi Helene Holmgren, rykker nemlig klinikken endnu tættere på bylivet – nærmere bestemt til Bispensgade.
Mere plads – og plads til flere
Flytningen skyldes ganske enkelt vokseværk.
– Vi udvider vores team med flere dygtige medarbejdere og har derfor behov for større lokaler, så vi fortsat kan levere den bedste service til vores kunder, fortæller Helene Lindhardt.
De kommende lokaler, en tidligere herskabslejlighed, bliver i øjeblikket renoveret fra gulv til loft for at kunne danne rammen om den moderne klinik.
Med flytningen mere end fordobles kvadratmeterne, og samtidig bliver der plads til den særskilte virksomhed Velform, som også får kontor i lokalerne.
Skønhed med mening
Klinik Lindhardt åbnede i 2022 og har siden haft fokus på kosmetiske behandlinger med både faglighed og personlig omsorg.
– Hos os er kundetilfredshed ikke bare vigtigt – det er fundamentet for alt, vi gør. Vi tror på, at ægte skønhed kommer indefra, men vi hjælper gerne med at fremhæve den ydre glød, der afspejler, hvordan du har det indeni, fortæller Helene Lindhardt og fortsætter:
– Med små justeringer kan vi hjælpe dig med at føle dig mere som dig selv – uanset hvor i livet du befinder dig.
Planen
Fra august får Klinik Lindhardt ny adresse på Bispensgade 15, 1. tv., hvor klinikken rykker ind i de nye lokaler.
Foruden afdelingen i Aalborg har Klinik Lindhardt også en klinik i Frederikshavn.