Billede beskrivelse

Headspace får et varigt aftryk i Karolinelund

07. november 2025 kl. 07.57

AALBORG: Headspace Aalborg har ikke blot modtaget Aalborg Kommunes første Mangfoldighedspris – nu har organisationen også fået et varigt aftryk midt i byen.

Torsdag blev nemlig dagen, hvor den allerførste Mangfoldighedsflise blev afsløret i Karolinelund, skabt til ære for årets prismodtager.

Flisen er støbt ned i en sti, der fremover vil bære navnet Mangfoldighedsstien. Her vil en ny flise blive tilføjet hvert år – én for hver ny modtager af prisen.

Den keramiske flise er udført af Louise Lange fra Lange Kunsthåndværk og blev afsløret af formand for Mangfoldighedsudvalget, Tobias Bøgeskov (S) og næstformand Tania Larsen Kvist.

- Med fliserne i Karolinelund ønsker vi at skabe et synligt og varigt symbol på, at mangfoldighed og fællesskab er grundsten i Aalborg Kommune, fortæller Tobias Bøgeskov.

Billede beskrivelse

Han bakkes op af næstformanden: – Stien fortæller historien om dem, der gør en særlig forskel for, at alle kan føle sig hjemme her i byen. Headspace modtager prisen for deres vedholdende arbejde med at skabe et åbent og trygt samtaletilbud for unge, fastslår Tania Larsen Kvist.

Mangfoldighedsprisen kan tildeles både virksomheder, organisationer, foreninger og enkeltpersoner i Aalborg Kommune. 

Modtagerne skal gennem konkret handling have vist vejen for mangfoldighed i praksis. Selve prisoverrækkelsen til Headspace fandt sted for nyligt ved en ceremoni på rådhuset.

Det er en komité under Mangfoldighedsudvalget, der hvert år udpeger prismodtageren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste