Billede beskrivelse

Guld, grave og glemte fyrster: Jernalderens elite dukker op i Vårst

26. juni 2025 kl. 19.02

Mulden ved landsbyen Vårst sydøst for Aalborg har i mere end 1500 år gemt på en stor hemmelighed.

I 2018 kom den for dagens lys, da en lokal detektorfører gjorde et usædvanligt stort fund af smykker og andet dragtudstyr fra jernalderen.

Fundet førte til, at arkæologer fra Nordjyske Museer gik i gang med at undersøge området nærmere, og det viste sig hurtigt, at stedet var en arkæologisk lottopræmie med fund ud over det sædvanlige.

Og nu har en ny bevilling sikret, at arbejdet kan fortsætte.

Gravplads for jernalderelite

Udgravninger på området i Vårst har afsløret ikke bare én, men flere gravpladser, hvor der var gravlagt rige personer fra en lokal magtelite fra perioden ca. 200-550 e.Kr.

Billede beskrivelse

Indtil videre er der udgravet mere end 100 grave, hvor flere af dem har indeholdt luksussmykker i guld og sølv, romerske drikkeglas, bronzedekorerede træspande og andre højstatusgenstande.

– Det er ikke usædvanligt at finde en gravplads, hvor der er én eller måske to grave med usædvanligt udstyr. Men her er der rigtig mange, og de ligger spredt ud over hele området. Så der er sådan et generelt udtryk for, at de fleste af dem, der er begravet her, er helt oppe i den fine ende af skalaen, fortæller arkæolog og museumsinspektør Torben Trier Christiansen, da LigeHer.nu besøger udgravningen.

– Der er virkelig nogle fine ting herudefra. Så det har været et finere aristokratisk miljø – det er det tætteste, du kommer på en adel i jernalderen.

Hvor specielt fundet er, blev også for nylig understreget, da udgravningen fik en bevilling på 2,2 millioner kroner fra Slots- og Kulturstyrelsen. Denne bevilling sikrer, at arbejdet på den dyrkningstruede jernaldergravplads og tilhørende landsby kan fortsætte.

Billede beskrivelse

Spor af tro og håndværk

Noget af det, der også gør pladsen særlig, er de tydelige spor efter religiøse ritualer. Ved et kulthus er der fundet dynger af dyreknogler – sandsynligvis rester fra rituelle måltider. På gravpladsen er der desuden nedgravet små stykker guld og romerske sølvmønter rundt omkring i området, formentlig som ofre til guderne.

Samtidig viser fundene specialiseret håndværk, som peger i retning af en særlig slægt.

– Vi har undersøgt rigtig mange jernalderpladser og gravpladser – også her i nærheden. Men fundmaterialet herfra er noget helt særligt. Det er meget rigt, meget varieret, og vi ser også spor efter nogle meget specielle håndværk, som vi ellers aldrig støder på. Vi har faktisk et miljø her, der er helt anderledes, siger Torben Trier Christiansen.

Billede beskrivelse

Fundene peger på, at der har eksisteret en mægtig lokal fyrsteslægt i Vårst – længe før Danmark blev samlet som kongerige. Det er med til at nuancere vores forståelse af landets tidlige historie – ikke mindst set med nordjyske øjne.

Efter sommerferien kommer formidlingscontaineren Den Korte Historie forbi med en miniudstilling. Der afholdes en åben udgravning med arrangementer for hele familien, og der er planlagt foredrag på såvel Vikingemuseet Lindholm Høje som i lokalområdet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste