Billede beskrivelse

Gug-klub har fremgang på alle fronter

Klubben har for nyligt etableret et børnehold

18. november 2025 kl. 06.04

GUG: Der er kommet vind i sejlene hos Gug Tennis- og Padelklub. 

Efter etableringen af to nye tennisbaner med kunststofbelægning – som gør det muligt at spille udendørs hele året – oplever klubben en god medlemsfremgang. 

De nye helårsbaner har således vist sig at være et perfekt supplement til de to eksisterende grusbaner.

Særligt på tennissiden mærker klubben udviklingen. Et helt nyt børnehold er netop startet op, og også blandt voksne spillere er der tydelig tilgang. 

I dag tæller tennissektionen omkring 90 medlemmer, mens padelafdelingen – der åbnede tre baner i 2022 – er vokset til hele 225 spillere.

Billede beskrivelse

Kasserer i klubben, Lone Bang Nielsen glæder sig over den positive udvikling. 

- Vi kan mærke, at de forbedrede faciliteter giver en helt anden mulighed for at fastholde og tiltrække medlemmer, fortæller Lone Bang Nielsen. 

Hun fremhæver klubbens nye børnehold som et godt eksempel. 

- Fire børn er meldt til. De træner hver søndag og har allerede lært en del. Vores træner, Alexander, har et godt tag om børnene, og der er selvfølgelig plads til mange flere på holdet, lyder det videre fra Lone Bang Nielsen.

Gug Tennis- og Padelklub råder desuden over en opvarmet tennishal, som især i vintermånederne er et stort aktiv. 

Kombinationen af helårsbaner, hal og padel har skabt et miljø, hvor både motionister og nye spillere finder sig godt til rette.

Etableringen af de to nye kunststofbaner er i øvrigt støttet med 150.000 kr. af AN-TV og 100.000 kr. fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland.

Ligeledes har en gruppe medlemmer doneret omkring 50.000 kr. til projektet, hvoraf resten er betalt af klubkassen. 

Klubbens næste projekt er ligeledes funderet i de nye kunststofbaner. Her er målet nu at skaffe midler til et nyt lysanlæg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste