Gratis arrangement i Aalborg: Tag forskud på valgkampen med Clement
AALBORG: RÆSON går i samarbejde med bl.a. Hasseris Gymnasium og Brønderslev Gymnasium, når de i næste uge – den 26. og 27. januar – tager forskud på valgkampen.
To dage med to ministre og en række andre debattører. Det er nogle arrangementer, der er sat op med meget kort varsel – og som kommer til at afspejle et uhørt dramatisk 2026.
Det skriver RÆSON i en pressemeddelelse.
– I 2026 er Danmark vågnet op i det, der ligner en helt ny politisk virkelighed. Man kan spørge sig selv: Er det Donald Trump, Xi Jinping og Vladimir Putin, der bestemmer, hvad hele verden skal tale om – og i hvilken retning vi skal gå?, siger Clement Kjersgaard, der foruden at være tv-vært er grundlægger af RÆSON og ordstyrer på mandagens vælgermøde.
Alle er velkomne til arrangementerne – og der er gratis adgang til vælgermøderne begge eftermiddage.
Pladserne kræver dog reservation på: www.raeson.dk/aalborg
Mandag klokken 16.30-18.15 på Hasseris Gymnasium med Clement Kjersgaard som ordstyrer. Debattørerne er bl.a. skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), Trine Mach (EL), Kristian Bøgsted (DD), Christian Bülow (DF) og professor Derek Beach.
Tirsdag klokken 16.30-17.45 i Studenterhuset Aalborg med europaminister Marie Bjerre (V), Sascha Faxe (MF, ALT), chefredaktør Niels Jespersen (Pio) og direktør Jes Brinchmann (CEPOS).
– På RÆSON skaber vi – med bl.a. disse arrangementer – i disse år en helt ny arena for politisk debat. Borgerne får ordet, politikere, eksperter og aktivister mødes i panelerne – og vi fornyer ganske enkelt demokratiet på et tidspunkt, hvor det er i risiko for at blive reduceret til ren og skær underholdning på de sociale medier, udtaler Clement Kjersgaard.