Gerningsmand skød mod politi og civile med riffel
NØRRESUNDBY: Gerningsmanden bag eftermiddagens skyderi i Nørresundby skød efter både politi og civile med en riffel.
Det fortæller Nordjyllands Politi på et pressemøde fredag aften.
Politiet fortæller samtidig, at den civile borger, der er afgået ved døden, ikke er død af skud affyret af politiet.
Ifølge Claus Danø, politikommisær ved Nordjyllands Politi, blev den civile fundet afgået ved døden på adressen, efter gerningsmanden er nedkæmpet.
- Den civile har ikke været i nærheden af vores skudlinje, er vores vurdering.
Da politiet ankom til adressen på Virkelyst 12 fredag eftermiddag, trak flere betjente deres pistoler, da gerningsmanden affyrede skud imod dem. I den forbindelse har politiet affyret skud mod gerningsmanden, der nu er alvorligt såret.
Gerningsmandens skud ramte samtidig en betjent.
- Blandt andet i benet. Han er under operation, men er i stabil tilstand, sagde Claus Danø.
Nordjyllands Politi vurderer ikke, at sagen er banderelateret.
- Vi skal undersøge præcis, hvad der er sket, og hvad der ligger til grund for hændelsen. Men vi betragter det som en isoleret hændelse.
Det er endnu uvist, hvorvidt den civile eller gerningsmanden har nogen relation til det autolakeringsværksted, der ligger på adressen.
Fortsætter arbejdet
Nordjyllands Politi er fortsat til stede på adressen på Virkelyst, og beder civile holde sig fra området.
Der er opsat et opsamlingscenter på Virkelyst 3, hvor man kan henvende sig, hvis man har brug for hjælp eller støtte efter episoden.
Foruden politiets egen efterforskning, kører Den Uafhængige Politianklagemyndighed sin egen efterforskning i forbindelse med, at politiet har affyret skud, samt fordi en borger er afgået ved døden.