Genbrugsplads i Aalborg lukker midlertidigt i to dage
Hvis du har storaffald eller ting til genbrug, du gerne vil af med i Aalborg, skal du være opmærksom i de kommende dage.
Både mandag 24. og tirsdag 25. marts holder genbrugspladsen på Over Kæret nemlig lukket.
Det skriver Nordværk i en pressemeddelelse.
Lukningen de to dage skyldes "yderligere arbejde med opgraderingen af elinstallationer", lyder det i meddelelsen.
Det var et arbejde, der blev igangsat tidligere på året, da genbrugspladsen også var lukket en overgang i slutningen af januar.
"Arbejdet betyder, at store dele af pladsens elektroniske udstyr er ude af drift i perioden," skriver Nordværk.
I stedet henviser affaldsselskabet til genbrugspladserne i Storvorde og på Sundsholmen i Nørresundby, hvor der indsættes ekstra mandskab i disse to dage.
Her skal man som bruger være opmærksom på, at pladserne i Storvorde og Nørresundby har andre åbningstider end Over Kæret.
I Storvorde er åbningstiden kl. 12-18 - i Nørresundby er den kl. 10-18.