Gå ikke i panik: Derfor hyler sirenerne fra biogasanlæg tirsdag
Opdateret kl. 14:47 d. 8/12 med kommentar fra Shell Vaarst Biogas
VAARST: Bor du inden for en radius af nogle få kilometer fra biogasanlægget Shell Vaarst Biogas, ved du det måske allerede.
Borgere i nærheden af biogasanlægget har nemlig - enten på SMS eller i Eboks - modtaget besked om en forestående test af biogasanlæggets sirener.
Det sker på tirsdag 9. december kl. 11, og derfor er der ingen grund til panik, hvis man hører sirenerne hyle og larme fra da af og tre minutter frem.
"Vi afprøver vores sirene den 09.12.2025 kl. 11:00. Du vil muligvis kunne høre vores sirene. Sirenen vil lyde i 3 min. Dette er blot en test. Du skal ikke foretage dig noget," lyder det i beskeden fra biogasanlægget.
Søren Juul Sandvei, Plant Manager på Shell Vaarst Biogas, supplerer til Ligeher.nu:
- Vi har opgraderet vores varslingssystem, så vi er sikre på, at vores kolleger kan høre den selvom de arbejder inden døre eller bærer høreværn. Derfor er sirenen høj og kan høres på lang afstand og i forbindelse med at teste systemet, har vi valgt at orientere alle dem, der bor i nærheden af biogasanlægget.
Shell Vaarst Biogas har hjemme på Torderupvej 23 mellem Nøvling, Lillevorde, Gudumholm, Vaarst og Fjellerad.