Billede beskrivelse

Fra vision til virkelighed: Konference vender tilbage til Aalborg for fjerde gang

24. august 2025 kl. 11.00

Tirsdag 21. oktober i år åbnes dørene endnu en gang til konferencen Net Zero Pathways i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC). 

For fjerde gang samler konferencen fagfolk, virksomheder og organisationer om konkrete løsninger og ny viden, denne gang med særligt fokus på grøn energi og CCUS (Carbon Capture, Utilization and Storage, red.).

Det fortæller AKKC i en pressemeddelelse. 

Billede beskrivelse

Konferencen er et samarbejde mellem AKKC, Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark (NBE) og Green Hub Denmark. 

Målet er klart - at gøre den grønne omstilling håndgribelig og handlekraftig.

Som en platform for både vidensdeling og netværk bliver Net Zero Pathways et samlingspunkt for alle, der arbejder med eller interesserer sig for bæredygtighed - og som ønsker konkrete værktøjer med hjem.

Billede beskrivelse

Ifølge Lars Rønnov, kommerciel chef i AKKC, er konferencen skabt ud fra virksomhedernes aktuelle behov:

- Mange virksomheder er midt i den grønne omstilling og efterspørger konkrete værktøjer og sparring. Net Zero Pathways giver dem netop det – et sted at hente inspiration, dele erfaringer og finde løsninger, der kan omsættes direkte i hverdagen.

Udstillinger, oplæg og paneldebatter

Konferencens udstillingsområde danner rammen om en række cases og teknologier, hvor virksomheder og organisationer viser, hvordan de arbejder med bæredygtighed i praksis. Her kan deltagerne gå på opdagelse og finde ny inspiration.

Dagen begynder med en aktuel status på Danmarks vej mod 70 %-målet og det langsigtede net zero-mål, præsenteret af Per Heiselberg fra Klimarådet. 

Journalisten og tv-værten Karin Cruz Forsstrøm guider deltagerne gennem dagens oplæg, debatter og samtaler.

Billede beskrivelse

På scenen senere på dagen indgår Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen (S), Vesthimmerlands borgmester, Per Bach Laursen (V), lektor Jakob Zinck Thellufsen fra Aalborg Universitet samt Louise Bank fra Dansk Industri i en paneldebat om fremtidens energisystem. 

Her sættes der fokus på, hvordan Danmark kan sikre en bæredygtig, sikker og selvforsynende energifremtid.

Nye formater

Med årets program introduceres to nye formater: Breakout-sessions og Match & Mening.

I Breakout-sessions dykker fagfolk ned i specifikke emner inden for grøn energi og CCUS. Deltagerne vælger selv deres spor og får adgang til specialiseret viden og praksisnære eksempler.

Efter frokost sætter Match & Mening scenen for mindre gruppebaserede samtaler om udvalgte temaer. Her faciliterer eksperter fra blandt andre Artelia, Complete Solutions, Energy Cluster Denmark, Hydrogen Valley og Whitecell Systems fordybende dialoger, der fremmer refleksion, netværk og faglig sparring.

Der er også fleksibilitet til pauser, netværk, besøg i udstillingen eller blot et pusterum – alt efter den enkeltes behov.

Billede beskrivelse

Fra projektsnak til handling

Med dette års udgave af Net Zero Pathways er fokus tydeligt - at bringe arbejdet med bæredygtighed tættere på praksis.

- I stedet for store armbevægelser har vi valgt at prioritere det konkrete og brugbare. Deltagerne bliver ikke kun inspireret – de får adgang til metoder og samarbejder, de kan tage i brug med det samme, siger Lars Rønnov.

Konferencen forventes at tiltrække mellem 300 og 500 deltagere.

Den henvender sig særligt til fagfolk inden for bæredygtighed, ESG, klima og miljø. 

Hele programmet afvikles på dansk, oplyser arrangørerne. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste