Fra Læsø til Aalborg: Pier 5 inviterer til fire unikke aftener
AALBORG: Den anerkendte restaurant Sola fra Læsø rykker for en stund til Aalborg.
Pier 5 Hotel i Aalborg inviterer til fire unikke aftener med langbordsmiddage, når den populære Læsø-restaurant Sola og dens stifter, et varmt kokkenavn i Danmark, Kamilla Kristensen, flytter sit populære Læsø-koncept fra Vesterø til havnefronten i Aalborg til fire eksklusive aftener i december.
Det skriver Bühlmann Hotels i en pressemeddelelse.
Den anmelderroste Læsø-restaurant Sola har på rekordtid opnået kultstatus blandt både lokale og besøgende på Læsø.
Nu får aalborgenserne en sjælden mulighed for at opleve både restaurantens univers og stifter Kamilla Kristensens social dining-koncept.
Sola Sociale, når Pier 5 Hotel dækker op til langbordsmiddage den 12., 13., 19. og 20. december.
Bag Sola, der tidligere gik under navnet VesterØL, står Læsø-fødte Kamilla Kristensen, hvis kompromisløse tilgang til råvarer, gæsteoplevelser og personlig fortælling har gjort Sola til en af Læsøs mest eftertragtede spiseoplevelser.
Med Sola Sociale har hun skabt et koncept, hvor sæsonens smage, langborde og nærvær er centrum, og netop dén stemning tager hun nu med til Aalborg på fire eksklusive aftener i december.
- Vi er enormt stolte over at kunne præsentere Sola og Sola Sociale på Pier 5. Kamilla er ikke bare et stærkt gastronomisk talent - hun har skabt et helt særligt univers, som man normalt skal med færgen til Læsø for at opleve. At hun nu rykker ind hos os for fire eksklusive aftener, er noget af det mest spændende, Aalborg kan byde på inden for den gastronomiske verden, og vi er sikre på, at der bliver rift om det begrænsede antal pladser, siger hotelchef Mike Sthyr fra Pier 5 Hotel.
Aftenerne fuldendes af en skræddersyet cocktail- og vinmenu udviklet af Mette Marx Christensen fra Vaerft Cocktailbar, som har nøje udvalgt både cocktails og vine afstemt efter retterne fra Sola Sociale.
- Social dining handler for mig om at skabe rum for mennesker – og om at lade smagene få lov til at starte samtalerne. Jeg glæder mig helt vildt til at tage noget af stemningen, råvarerne og sjælen fra Sola med hele vejen fra Læsø til Aalborg, og jeg håber, vi kan give aalborgenserne fire aftener, de vil huske, siger Kamilla Kristensen.
Som gæst kan man vælge mellem en lille eller stor menu og til begge menuer kan der tilkøbes en cocktail- eller vinmenu fra Vaerft Cocktailbar udviklet særligt til at fuldende oplevelsen.