Forsvundet klosterkirke er dukket op igen
Et større område ved Helligåndsklosteret i Aalborg midtby blev i november sidste år scannet i jagten på en forsvundet klosterkirke fra middelalderen.
Nu viser det sig, at den forsvundne kirke formentlig er større end først antaget.
Det skriver Nordjyske Museer i en pressemeddelelse.
- Det ser ud til, at der er fundamenter eller murværk, der strækker sig sydligere end den mindre kirke, som de skriftlige kilder nævner. Resultaterne viser også, at der er omfattende rester af et fundament på nordsiden af det område, hvor man må formode, at den nævnte lille kirke lå - altså inde i den nuværende klosterhave. Kirken har derfor sandsynligvis været større end en enkel og enskibet kirke, siger Christian Vrængmose Jensen, der er arkæolog og museumsinspektør ved Nordjyske Museer.
Hvor stor kirken oprindeligt har været, kan man stadig ikke sige med sikkerhed, men én ting ligger dog fast, understreger arkæologen:
- Vi ved nu, at den hidtil foreslåede kirke ikke er retvisende for klostret. Og måske mere vigtigt, så ved vi, at der rent faktisk findes rester af klostrets kirke bevaret under jorden.
Hos Aalborg Museer er man begejstrerede for resultatet af de nyeste målinger og billeder, fortæller klosterforstander Flemming Møller Mortensen.
- Det er en rigtig spændende fase for Aalborg Kloster, nu hvor vi sammen med Nordjyske Museer afsøger den middelalderlige klosterkirke. Om få år har Klosteret 600-års jubilæum, og det vil være utrolig interessant, hvis vi nu kan få lagt flere brikker til den tidligste kirkes historie, siger han og åbner samtidig en dør på klem for, at der til foråret kan foretages yderligere undersøgelser på området:
- Til foråret vil vi forhåbentligt blive klogere, for klosteret er netop nu i gang med at undersøge, om det er muligt at lave egentlige arkæologiske udgravninger netop der, hvor radarundersøgelsen nu viser ret massive bygningsrester.
Byggeriet af Helligåndsklosteret begyndte i 1431, og derfor kan klosteret om få år fejre 600 års-jubilæum.