Billede beskrivelse

Formodet krybskytte stoppet i Hals Mose

24. februar 2026 kl. 11.01

HALS: Tre jægere satte søndag eftermiddag en stopper for flere års ulovlig jagt i Hals Mose. 

Det skriver Danmarks Jægerforbund i en pressemeddelelse.

Efter en målrettet indsats lykkedes det at stoppe en formodet krybskytte på fersk gerning. Ifølge forbundet kulminerede sagen efter lang tids overvågning og vedholdende arbejde fra lokale kræfter. 

Formanden for Hals Jagtforening, Morten Bruun Aaen, fortæller, at han og hustruen hørte et lyddæmpet skud fra området, da de luftede deres hund. 

Gennem flere år har der lydt skud i mosen, og både patronhylstre og døde dyr er blevet fundet uden lovlig forklaring. 

Ifølge Jægerforbundet har den lokale jagtforening i længere tid også arbejdet systematisk med vildtkameraer og patruljering for at komme problemet til livs. 

Billeder af både køretøj og person har ikke kunnet bidrage med det afgørende bevis. Ej heller har et nedlagt dyr ført til sigtelse.

Men søndag lykkedes det. 

Morten Bruun Aaen genkendte bilen fra overvågningsmaterialet og kontaktede straks to jagtkammerater. De fik hurtigt placeret sig ved indkørslerne til mosen for at forhindre en eventuel flugt. Samtidig blev politiet alarmeret. 

Kort efter vendte den mistænkte tilbage til området. De tre jægere valgte at følge efter ham ind i terrænet, mens de havde politiet i telefonen. Manden blev tilbageholdt, og da hundepatruljen ankom, fandt betjentene en jagtriffel i bilen. 

En eftersøgning i området førte hurtigt til en nyligt nedlagt råbuk. Der blev også observeret slæbespor og fodaftryk ved dyret, hvilket ifølge Danmarks Jægerforbund udgør et væsentligt bevismateriale i sagen.

Den formodede krybskytte blev anholdt, og politiet gik i gang med at sikre de tekniske spor.

Sagen skal nu for retten. Krybskytteri i Danmark straffes oftest med bøde, men kan i grove tilfælde også føre til fængselsstraf.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste