Billede beskrivelse

Foreninger i vild medlemsvækst udvider i Funcenters gamle lokaler: Her er deres planer

02. maj 2025 kl. 12.47

Siden årsskiftet har Funcenters gamle lokaler på Eternitten i princippet været lejerløse. 

Den endelige udflytning for Jan Erik Olsen og hans imperium kom dog først, da han i marts lukkede sit livsværk og begærede Funcenter konkurs. 

Siden har de kæmpestore haller stået tomme - men snart melder der sig nye kræfter og nye aktiviteter på banen. 

Således rykker både Aalborg Klatreklub og Aalborg Idrætsgymnastik (AIG) snart ind på matriklen - og udvider således deres eksisterende tilstedeværelse på Annebergvej i Vestbyen. 

Billede beskrivelse

Det fortæller parterne - bestyrelsesmedlem Rasmus Brandtoft fra AIG og bestyrelsesforperson Vibeke Rødsgaard-Mathiesen fra Aalborg Klatreklub - til Ligeher.nu Aalborg. 

- Vi har i en længere årrække i Aalborg Idrætsgymnastik oplevet stor efterspørgsel og ventelister på gymnastik i foreningen. Derfor har der været enormt pres på faciliteterne i specialhallen i Stadionhal 3, og vi har derfor længe arbejdet intenst på at få flere kvadratmeter, forklarer Rasmus Brandtoft. 

Han beskriver det endvidere som "en stor glæde og forløsning", og foreningen glæder sig til "at skabe nyt liv og nye idrætsfællesskaber på Eternitgrunden". 

Man holder dog stadig fast i faciliteterne i Stadionhallen, så der er "dobbelt op på topindrettede kvadratmeter til idrætsgymnastik", understreger Rasmus Brandtoft.

- Vi tror på, at der er behov for flere bynære idrætsfællesskaber med høj kvalitet, som både er relevante for piger og drenge. Derfor er det et mål for os at skabe mere af det på tværs af de to lokationer, tilføjer han. 

Antallet af medlemmer i foreningen er vokset fra 424 i 2016 til 1489 sidste år. Det gør foreningen til den største gymnastikforening i Aalborg Kommune. 

Billede beskrivelse

Positiv medlemsudfordring

Også hos Aalborg Klatreklub har man i den seneste oplevet, hvad Vibeke Rødsgaard-Mathiesen beskriver som "helt vild medlemsvækst". 

Helt konkret er man vokset fra 230 til 800 medlemmer - og det har givet en positiv udfordring. 

- Det seneste halvandets års tid har vi haft medlemsstop, for vi kan ikke være så mange. Det er selvfølgelig ærgerligt for klubben og for alle de klatreglade aalborgensere, der gerne vil udfordres på klubbens klatrevægge. Bestyrelsen har derfor lavet en vision for, hvordan vi kan udnytte vores potentiale og tilbyde udfordrende og sjov klatring til endnu flere i Aalborg, siger Aalborg Klatreklubs forperson.

Det er særligt klatredisciplinen bouldering, som har tiltrukket meget interesse og mange medlemmer.

Billede beskrivelse

Bouldering er nemt at gå til, det kræver kun et par klatresko og en pose kalk, så kan man slå sig løs på klatrevæggene - og lande sikkert på madrasserne under en, forklarer Vibeke Rødsgaard-Mathiesen. 

- Vi udvider med 1200 kvadratmeter specifikt til bouldering på Eternitten, samtidig med at vi fastholder vores faciliteter til både rebklatring og bouldering på Annebergvej. På sigt håber vi at kunne lave et nationalt stadion for klatring i Aalborg, men inden da skal vi have endnu flere børn, voksne og seniorer til at være med i vores fantastiske fællesskab, fortæller forpersonen videre. 

Hun tilføjer, at "hvis alt falder i hak", håber Aalborg Klatreklub at kunne åbne for sine nye, udvidede faciliteter på Eternitten "i løbet af fjerde kvartal i år". 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste