Forældre står bag ny legeplads til flere hundrede tusinde
GODTHÅB: Børnene på Ridemandsmøllevej i Godthåb kan nu boltre sig i klatretårn, gynger, bus og flyver.
Torsdag blev den nye legeplads ved Børnehaven Ridemandsmøllevej i Godthåb officielt indviet.
Det foregik på helt særlig vis. Børnene stod nemlig for den fælles snoreklipning – bevæbnet med hver deres lille saks, så alle kunne være med.
Legepladsen er resultatet af et imponerende samarbejde mellem forældre, børnehave og fonde. En engageret forældregruppe har været drivkraften og har formået at rejse de små 300.000 kroner som legepladsen har kostet. Midlerne er kommet fra tre generøse fonde, hvoraf Nykredit Fonden har doneret det største beløb på 200.000 kr. Sparekassen Danmark Fonden Himmerland har bidraget med 50.000 kr., mens Nordlys Vækstpulje har ydet godt 44.000 kr.
Stolte forældre
Ved indvielsen rettede Anne Jensen fra forældregruppen en stor tak til både fondene og de mange, der har støttet projektet undervejs.
- Det har været fantastisk at mærke opbakningen. Vi er stolte over, at det er lykkedes at skabe noget så flot til børnene i Godthåb, sagde hun.
Den nye legeplads lever selvsagt op til alle moderne sikkerhedsstandarder og byder på et væld af muligheder for leg og bevægelse. Klatretårn, balancebomme, gynger og rutsjebane
skaber fremover fine rammer for fri leg. Derudover kan børnene tage på fantasifulde rejser i både bus, bil og flyver, som også er en del af det nye anlæg.
- Børnehaven trængte gevaldigt til en ny legeplads, fortæller Malene Schøsler Bang fra forældregruppen.
- Den gamle var fra 1982, så der var virkelig brug for fornyelse. Heldigvis trådte fondene til, for det er ikke en økonomisk opgave, som institutionen selv kunne løfte, tilføjer hun.
Indvielsen blev i øvrigt krydret med både kage, saftevand og popcorn. Den nye legeplads er åben for alle uden for børnehavens åbningstid.