For Janni var perler bedre end Panodil: - Det er dét, jeg gerne vil give videre
AALBORG: I et loftslokale på Bispensgade midt i Aalborg gemmer sig et kreativt frirum.
Her er Den Lille Kreative åbnet op, så alle nu kan få lov til at udfolde sig i deres kreative værksteder midt på gågaden.
- Målet er ikke at lave noget pænt. Målet er at komme lidt ud af hovedet og have nogle gode timer. Der er ikke noget, vi ikke kan, siger Janni Wynne Frank, der er underviser på Den Lille Kreative
Der er mulighed for at lave lidt af hvert på Den Lille Kreative. Der er keramikholdene og så er der Jannis hold, som slet og ret hedder 'Kreativ workshop'. Her kan man lave alt, hvad man har lyst til, og der er ingen krav til det endelige produkt.
Kroniske smerter
Selvom den kreative proces er noget, der har fulgt Janni fra barnsben, var det en følgesvend, som hun skulle genopdage.
- Jeg har altid været kreativ, og jeg har en mor, der er meget kreativ, så jeg kommer fra et hjem, hvor jeg fik lov til at male mit værelse hver uge.
Da Janni blev ældre, droslede hun dog ned for de kreative aktiviteter. Lige indtil hun kom til skade med sin fod for omkring seks år siden.
Efter skaden kom en periode, hvor Janni ikke måtte gå i seks uger.
- Jeg kedede mig helt vildt. Det var også under coronaen, så der var heller ikke lige nogen, der kom forbi.
Heldigvis havde Janni materialerne til at lave perlearmbånd og -halskæder, så det kunne hun få tiden til at gå med.
I perlearmbånd og papirklip fandt Janni både noget, hun kunne bruge tiden på, men også en form for lindring fra hendes smerter.
- Jeg sidder ikke og tripper efter, hvornår der gået fire timer, så jeg kan tage smertestillende igen, når jeg er kreativ. Det er det eneste tidspunkt, jeg får ro fra at have ondt.
Den ro, som Janni fandt i det kreative, er noget, som hun gerne vil give videre til sine kursister.
- Det er hele min drivkraft, at mine kursister skal opleve at komme ud af hovedet og ned i kroppen. Det er dét, jeg gerne vil give videre.
- Du kan ikke stresse, når du sidder og er kreativ.
Altid sat i spil
Janni ser selv, at hendes workshops er med til at give de deltagende det kreative pusterum, som kan være tiltrængt i en travl hverdag.
- Jeg kan se, at folk kommer styrtende herind efter arbejde, og så skal de lige have en kaffe og griner og råber 'hej hej' til hinanden. Så går der 20 minutter, og så er der bare helt roligt herinde. Der er nærmest ingen, der siger noget. Det er så dejligt at opleve.
Én af de ting, som Janni er positivt overrasket over, er den fællesskabsfølelse, der begynder at vokse blandt kursisterne i løbet af de tre timer lange krea workshops, som hun underviser på.
- Det er virkelig fint at se, at folk, der ikke har mødt hinanden før, krammer, når de går herfra. Det bliver sådan et dejligt rum at være i.
På kreaholdene er der kun plads til otte deltagere.
- Det gør også noget, at man ikke sidder i en eller anden kæmpesal med 50 andre, hvor man ikke kan få hjælp. Det er meget det koncept, vi gerne vil sprede ud, siger Janni Wynne Frank
- Det er nemt at blive overset, hvis du kommer ind i et rum, hvor der er 20 mennesker. Du kan ikke være være usynlig, når du er sammen med fem mennesker, så du vil altid blive draget ind, tilføjer Anita Weje, der er skoleleder for Den Lille Kreative, og forsætter:
- Og det er en af vores største styrker. Man vil altid blive sat i spil. Det er så relationsskabende.
Som noget nyt har Den Lille Kreative indført Weekendhold på den kreative workshop. Allerførste gang bliver på søndag 8. marts.