Fond støtter Stafet For Livet med 150.000 kroner
AALBORG/HIMMERLAND: Sparekassen Danmark Fonden Himmerland støtter Stafet For Livet i Nibe, Rebild og Vesthimmerland med i alt 150.000 kroner. Støtten fordeles med 50.000 kroner til hvert arrangement.
Det fortæller fonden.
Stafet For Livet er et landsdækkende initiativ under Kræftens Bekæmpelse. Her går og løber lokalsamfund sammen for at samle ind til kræftsagen. Arrangementerne skaber opmærksomhed om kræft og støtte til både kræftramte og deres pårørende. Det hele bæres af et stærkt frivilligt engagement.
Med støtten til de tre lokale stafetter ønsker Sparekassen Danmark Fonden Himmerland at bakke op om en vigtig sag og styrke de lokale fællesskaber, hvor arrangementerne finder sted.
- Kræft påvirker desværre os alle, siger fondens formand, Michael Jørgensen.
- Alle kender nogen, der har været ramt af kræft – enten selv eller som pårørende. Stafet For Livet er et fællesskab, der gør en reel forskel. Når venner, familier, kollegaer og naboer går sammen, viser de, at ingen står alene med kræft. Det vil Sparekassen Danmark Fonden Himmerland gerne bakke op om.
Støtte til afvikling og fællesskab
Donationen skal bruges til afviklingen af arrangementerne. Det gælder blandt andet: praktisk gennemførelse, leje af faciliteter, telte og teknisk udstyr, sikkerhed, logistik og øvrige driftsudgifter og rammer, der styrker deltagelse, fællesskab og synlighed.
En del af fondens sociale initiativ
Støtten til Stafet For Livet er en del af Sparekassen Danmark Fonden Himmerlands sociale initiativ, som blev præsenteret i 2025.
I modsætning til fondens øvrige donationer er der tale om gaver, som fonden giver på eget initiativ. De kan derfor ikke søges. Ambitionen er at gentage initiativet hvert år.
I 2025 støttede fonden Danske Hospitalsklovne, Barnets Blå Hus i Aars og Raise for Kids i Aalborg med i alt en million kroner.
Donationen til Stafet For Livet blev overrakt til repræsentanter for de tre stafetter i Anlægget i Aars den 11. maj.
Stafet For Livet Vesthimmerland afholdes i Anlægget i Aars den 13.–14. juni. Stafetterne i Rebild og Nibe følger den 5. september og 12.–13. september.