Billede beskrivelse

Fårup Sommerland slår rekord: - Vi begynder at kunne nogle andre ting

22. oktober 2025 kl. 15.00

JAMMERBUGT: Trods navnet Fårup 'Sommer' land, kan den nordjyske forlystelsespark nu glæde sig over at have opnået ny rekord for antallet af besøgende i oktober måned. 

På de bare 13 åbningsdage under 'Lysfald' i oktober har 108.588 gæster sat sine fødder i parken.

- Vi er meget meget stolte. Der er ingen tvivl om, at Lysfald har givet parken et gevaldigt løft, siden vi startede det i 2021. Vores primære målgruppe er børnefamilierne, men til Lysfald ser vi også mange par, både unge og ældre. Så det er et helt nyt segment for os, fortæller Rasmus Mortensen, der er Kommerciel Chef i parken.

Fårup fejrer i år sit 50 års jubilæum, og havde i den anledning arrangeret et stort droneshow, som gæsterne kunne opleve hver aften under Lysfaldet - når vejrforholdene ikke kom i vejen.

- Tilbagemeldingen på de shows er virkelig virkelig gode. Folk synes virkelig, det har været fedt. Det har været en enorm fin markering af vores jubilæum, siger Rasmus Mortensen.

En af de bedste sæsoner overhovedet

Generelt må sæsonen i 2025 siges at have været en succes. Ser man på hele Fårups historie, så har dette års sæson været den næstbedste, hvis man kigger på antallet af besøgende, som i år har været helt oppe på 706.000.

- Vi er yderst tilfredse. Vi har stabiliseret os på et højere niveau end tidligere, og her har Lysfald også gjort en afgørende forskel. Vores gæstetilfredshed, som vi måler hver dag, har også sat ny rekord i år - så på alle måder bevæger i os bare i den rigtige retning, lyder det fra den kommercielle chef.

For nu er det dog stadig sæsonen i 2022, der for alvor tog sommerlandet med storm, da der var hele 768.683 gæster på besøg. 

- 2022 var et helt særligt år for os. Dels fordi vi lancerede Fønix, men det var også her, folk kom tilbage efter corona. Det var på alle måder et fantastisk år.

Konstant i udvikling

Årets sæson i Fårup Sommerland er nu slut, og de flotte besøgstal har kun givet blod på tanden til mere udvikling.

- Vi begynder at kunne nogle andre ting. Vi skal til at investere mere i overnatning, og være mere end en forlystelsespark - et sted hvor du holder mini-ferie.

Det betyder dog ikke, at forlystelsesparken ikke også vil forny sig.

- Der kommer en nyhed næste år. Det er ikke den nye Fønix, men der kommer noget, som jeg tror, mange vil synes er en lille fin ting, afslutter Rasmus Mortensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste