Få et stykke karnevalshistorie hjem i stuen: 694 plakater til gratis afhentning
694 gamle plakater fra Aalborg Karnevals historie fra 1983 til 2023.
Det er, hvad Aalborg Karneval ligger inde med - og nu vil dele ud af til alle interesserede.
Således kan man helt kvit og frit afhente en karnevalsplakat på Aalborg Karnevals hovedkontor på Hjelmerstald i det centrale Aalborg.
Det sker 19. december i tidsrummet 9-17 - og det bliver efter først-til-mølle-princippet.
Det skriver Aalborg Karneval i en pressemeddelelse.
- Vi vil gerne give folk muligheden for at få et stykke karnevalshistorie i julegave. Det er ganske gratis. Nogle gange skal man bare have lov til at være heldig. Det er vores lille gave til jer - en del af Aalborg Karnevals historie, som nu kan finde vej til jeres vægge, siger Jeanett Kaare, talsperson for Aalborg Karneval.
Hun tilføjer desuden, at man har styr på kunstneren, der skal stå bag plakaten for Aalborg Karneval 2025 - men hun vil endnu ikke afsløre, hvem det er.
- Men vi lover, at det bliver noget særligt.
Karnevalsplakaten er en tradition, der startede i 1983, men fra 2010 til 2021 blev denne sat på pause - inden karnevalsplakaten genopstod i 2022.