Billede beskrivelse

Ensretning giver problemer, så nu kommer Aalborg Håndbold-direktør med en opfordring

10. september 2025 kl. 06.00

Univeristetsboulevarden er ét stort vejarbejde for tiden - og fortsætter med at være det mange uger endnu. 

Det er i sig selv ikke nogen større udfordring i de fleste af døgnets timer. 

Men når der kommer tryk på både hovedvejen og indfaldsvejene, opstår der problemer og trafikpropper. Lange køer er ikke noget særsyn i de situationer.

Det oplever Aalborg Håndbold også, når de afvikler hjemmekampe i Gigantium, fortæller direktør Jan Larsen til Ligeher.nu. 

Billede beskrivelse

Her er man særligt generet af en ensretning på Einsteins Boulevard, der tillader trafikanter at køre til Gigantium fra Universitetsboulevarden - men ikke at forlade arenaen igen ad samme vej. 

Og det er en udfordring for de bilister, der normalt ikke bevæger sig rundt på vejene i Aalborg Øst. Både når de ankommer til hallen, men i særdeleshed når de skal væk igen.

Derfor har Aalborg Håndbold lagt sig i selen for at guide sine gæster og fans i det nuværende virvar af skilte, vejarbejde og til tider forvirring på vejene omkring Gigantium. 

- Vi opfordrer folk, særligt dem der skal syd på, til at dreje fra mod Egnsplanvej, for den vej kan man også komme ud til motorvejen. Det er der bare ikke særlig mange, der gør, for der er sikkert ikke så mange, der kender den vej, siger Jan Larsen.

Billede beskrivelse

Klart budskab

Han kommer samtidig med et klart budskab forud for aftenens Champions League-opgør mod mægtige Veszprem - en kamp der er meldt udsolgt til, og som trækker flere end 5000 mennesker i hallen. 

- Det er vigtigt at komme i god tid, særligt på de her hverdagsaftener hvor der også kommer noget myldretidstrafik i spil. Sørg for at komme af sted i god tid og sørg for at parkere fornuftigt i forhold til, at man ikke behøver at holde lige ude foran hoveddøren. For så tager det også bare lang tid at komme herfra igen, konstaterer direktøren. 

Jan Larsen oplever primært, at det er de bilister, der parkerer på forsiden af Gigantium - tættest på Willy Brandts Vej - der ender i kø. 

Ifølge Aalborg Håndbold-direktøren må man forvente, at de nuværende trafikforhold omkring Gigantium fortsætter indtil midten af oktober.

Ligeher.nu har rettet henvendelse til Vejdirektoratet, der står for det eksisterende vejarbejde på strækningen, men de er ikke vendt retur inden denne artikels deadline. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste