Billede beskrivelse

Englevagterne passer igen i år på karnevalsdeltagerne

24. maj 2025 kl. 12.02

Mens Aalborgs gader lige nu bobler af musik, farver og festklædte karnevalister, er der nogle, der holder øje med dem, hvor festen ikke helt går som planlagt.

I hvide T-shirts med englevinger på ryggen og grønne skuldertasker går englevagterne med i optoget.

Her er de klar med en vandflaske, et smil og en hjælpende hånd til dem, der har brug for det.

En kærlig idé, der blev til tryghed

Englevagterne begyndte som en idé hos ægteparret David Lundsteen og Michelle Lundsteen for over ti år siden.

– De oplevede, hvordan karnevalet var fyldt med glade mennesker og god stemning. Men de fik også øje på bagsiden af medaljen. Der var dem, der kom til skade, blev kede af det eller havde brug for hjælp, fortæller Kasper Rahbek, der i dag leder englevagterne.

Billede beskrivelse

Derfor grundlagde de englevagterne, og siden 2011 har det frivillige korps været en fast del af karnevalsbilledet.

Initiativet drives af frivillige fra byens kirker.

Midt imellem politi og samaritter

Englevagterne er ikke en del af hverken politi eller redningstjeneste, men de tager sig af opgaverne midt imellem.

– Vores opgave er at være til stede som almindelige medmennesker, der kan hjælpe, hvor der er brug for det, siger Kasper Rahbek.

– Nogle gange følger vi nogen hen til samaritterne. Andre gange hjælper vi folk hjem, der har fået lidt for meget at drikke. Det kan også være at finde deres venner, ringe til forældre – eller bare være en skulder at græde ved, hvis festen ikke går som planlagt.

I år er der omkring 60 englevagter på gaden. Så skulle du få brug for et roligt hjørne, en flaske vand eller en hånd at holde i – så hold øje med de hvide T-shirts med englevinger.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste