Seneste nyt
Billede beskrivelse

"En vigtig anerkendelse": Nystartet købmand får økonomisk håndsrækning

19. juni 2026 kl. 06.02

EGENSE: Et lokalt og borgerstøttet initiativ i Egense får nu yderligere støtte fra Sol og Strand. 

Da den lokale Min Købmand lukkede i september sidste år, gik en gruppe borgere sammen om at stable både ressourcer og penge på højkant for at genåbne butikken.

Det lykkedes efter flere måneders hårdt arbejde - og i maj havde den nye, og døgnåbne, købmand så første åbningsdag

Sol og Strand Øster Hurup har imidlertid besluttet at støtte købmandsinitiativet yderligere med 20.000 kroner. 

Den lokale håndsrækning

  • Siden 2019 har Sol og Strand uddelt støtte gennem Den Lokale Håndsrækning til projekter, der skaber værdi i de lokale sommerhusområder. 
  • Hvert lokalbureau kan årligt uddele op til 50.000 kr. til initiativer, som styrker fællesskab, aktivitet og udvikling i lokalområdet.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse. 

- En lokal købmand er meget mere end et sted, hvor man handler. Det er også et samlingspunkt i hverdagen. Derfor synes vi, det er positivt, at borgerne i Egense har stået sammen om at skabe en løsning, som kan være med til at sikre liv i byen mange år frem, siger bureauchef Gitte Melchiorsen fra Sol og Strand Øster Hurup.

Hun tilføjer: 

- Vi ved fra vores gæster, at lokale indkøbsmuligheder betyder meget. Det er en del af ferieoplevelsen, at man kan handle i nærområdet i stedet for at skulle køre langt efter de daglige indkøb. Derfor er vi glade for at kunne bakke op om den nye købmandsbutik i Egense, siger Gitte Melchiorsen.

Billede beskrivelse

Nyt koncept

Forperson for foreningen bag den nye købmand, Karina Brandstrup, er meget taknemmelig for støtten til projektet i havnebyen. 

- En købmandsbutik er vigtig for hverdagen i Egense. Både for dem, der bor her fast, og for de mange sommerhusejere og gæster, som bruger området. Derfor er vi meget taknemmelige for, at Sol og Strand har valgt at støtte projektet. 

- Det giver både en økonomisk håndsrækning og en vigtig anerkendelse af det arbejde, mange frivillige har lagt i at få butikken på plads, siger hun.

Den nye butik drives under konceptet Købmand 24/7, som kombinerer en traditionel købmandsforretning med moderne selvbetjening.

I dagtimerne vil butikken være bemandet, mens kunder uden for åbningstid kan få adgang via en app.

Her låses døren op via digital registrering.

Konceptet skal gøre det muligt at bevare lokale indkøbsmuligheder i mindre bysamfund og samtidig tilbyde kunderne adgang til dagligvarer hele døgnet.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste