Billede beskrivelse

En rå påmindelse: Badmintonstjerner hænger 31 par børnesko op i Aalborg

08. maj 2025 kl. 19.01

Fra i dag og flere uger frem vil forbipasserende i Jomfru Ane Parken møde et usædvanligt syn.

Under pergolaens overdækning hænger nu 31 små børnesko og vugger stille i vinden.

Hver og én er sirligt ophængt af de tidligere badmintonstjerner Kamilla og Christinna Rytter Pedersen.

Og bag de hængende sko gemmer sig en dyster sandhed.

– Antallet af sko kommer af, at hver eneste dag bliver 31 børn dræbt eller lemlæstet i krig. Og det er desværre et tal, som stiger, så derfor vil vi gerne være med til at sætte fokus på de her uskyldige børn, fortæller Kamilla.

Billede beskrivelse

En påmindelse midt i hverdagen

De 31 sko er en del af Folkekirkens Nødhjælps kampagne "Bomber er ikke for børn", og lignende events finder sted i flere danske storbyer.

I Aalborg er det parret Kamilla og Christinna, som står i front. Og som mødre til to var de hurtige til at sige ja til at deltage.

– Vi tænker jo ikke over, at der skulle være fare forbundet med at sende vores egne børn i børnehave. Men man kan godt prøve at forestille sig den frygt, som andre forældre ude i verden må have – hvor de ikke ved, om deres barn kommer levende hjem, eller om det risikerer at miste et ben efter at have trådt på en mine, fortæller Kamilla.

4 fakta om bomber og børn fra Folkekirkens Nødhjælp

  • Hver dag året rundt bliver 31 børn dræbt eller lemlæstet i krig.
  • Hvert femte barn i verden enten bor i en konfliktzone – eller er på flugt fra én.
  • I alt er omkring 47 millioner børn lige nu tvunget på flugt fra deres hjem på grund af konflikt og vold.
  • Fire ud af fem mineofre er civile. Hver tredje af dem er et barn, som ikke har gjort andet end at lege det forkerte sted.

Kilde: Folkekirkens Nødhjælp

Fra symbol til handling

Formålet med installationen er ikke blot at skabe synlighed – men også at motivere til konkret handling. Hvert par sko symboliserer et barns liv, som kunne være reddet.

– Det handler om at synliggøre over for dig, mig og alle dem, der kommer forbi her i Aalborg de næste par uger, at vi faktisk kan gøre en forskel. For helt ned til 31 kroner kan man være med til at hjælpe børn og familier i krigszoner, siger Christinna.

Billede beskrivelse

– Vi kan ikke ændre på, at der er krig i verden – og det er heller ikke vores opgave. Men vi kan i hvert fald prøve at hjælpe, så uskyldige børn og familier ikke skal betale med deres liv, tilføjer hun.

Børneskoene vil hænge under pergolaen i Jomfru Ane Parken de kommende uger.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste